Bestseller kæmper med »enorme tekniske problemer« – vrede onlinekunder råber på deres penge

Tillid bliver vigtigere og vigtigere inden for nethandel, advarer ekspert. Ifølge modegiganten Bestseller er en teknisk fejl løst, men mange kunder venter stadig på at få penge retur.

Charlotte Manning fra Herning er en af mange kunder, der har haft en dårlig oplevelse ved at handle online med modegiganten Bestseller. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Flere af Bestsellers trofaste onlinekunder er stærkt utilfredse med detailgiganten, som er ejet af en af Danmarks rigeste mænd, mangemilliardæren Anders Holch Povlsen.

Den er gal med en af nethandlens vigtigste funktioner, nemlig kundernes mulighed for at få deres penge igen for returnerede varer, når de nu ikke har prøvet den indkøbte sweater eller kjole i en fysisk butik.