Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danske Bestseller brager af sted i Kina, lød det i går i Berlingske Business, som fortalte, at Bestseller sidder solidt på den kinesiske mainstream-modetrone og har åbnet ikke mindre end 6.100 modebutikker i Kina.
Men succesen hos Bestseller er en sjældenhed.
»Jeg kan ikke sige, at der er andre danske virksomheder, som har succes på det kinesiske tøjmarked i dag, men der er mange, som gerne vil have det, og der er nogle, som er godt på vej til det,« siger Michael Hillmose, international chef i Dansk Mode & Textil.
IC Companys, Hummel og Bruuns Bazaar har alle løbet panden mod den kinesiske mur, og der tegner sig således et billede af, at det kinesiske tøjmarked generelt er en meget stor mundfuld for danske tøjvirksomheder.
Alligevel gør brancheorganisationen Dansk Mode & Textil en hel del ud af at hjælpe danske modevirksomheder til Kina. Organisationen har for nylig haft tre arrangementer om mulighederne i Kina.
»Interessen for Kina er stor blandt de danske virksomheder. Faktisk på niveau med interessen for Tyskland. Kina bliver i dag set som mulighedernes land, og nærmest alle går og lurer på, om de ikke kan få succes derovre,« siger Michael Hillmose og fortæller, at over 50 virksomheder har deltaget i foreningens Kina-arrangementer, men at der er grænser for, hvem der får noget ud af det.
»Vi råder dem til først at etablere sig ordentligt herhjemme og på nærmarkederne. Først derefter er Kina interessant. Kina er ikke en redningsplanke for virksomheder, som har problemer på hjemmemarkederne,« siger Hillmose.
Den danske tøjeksport til Kina er der ingen officielle tal på, men den er ganske lille og udgør ifølge Hillmose formentligt maksimalt nogle få hundrede millioner kroner. I det estimat indgår Bestsellers kinesiske forretning ikke, da Bestsellers tøj er produceret i Kina og andre lande i Østen og ikke når omkring Danmark, før det havner i de kinesiske butikker.