Bestseller-boss skuffet over milliardoverskud

Både omsætning og resultat vokser hos Danmark største modekoncern Bestseller. Men ejer Anders Holch Povlsen er skuffet.

Anders Holch Povlsen er adm. direktør i Bestseller Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto
Bestseller leverer ny salgsrekord på 19,2 mia. kroner og et overskud, der vokser til 1,4 mia. kroner før skat i årsregnskabet 2012/2013. Det viser nøgletal for selskabet, som Berlingske Business har fået udleveret.

"Vi er glade for, at vi har formået at skabe omsætningsfremgang i et meget svært marked," siger topchef og ejer Anders Holch Povlsen til Berlingske Business.

Nøgletallene indikerer, at Bestseller stadig er en sund forretning. Men de gode gamle dage med skyhøje vækstrater og et massivt overskud på små tre mia. kroner er fortid. For bare to år siden tjente Bestseller 2,4 mia. kroner før skat. Det resultat gik Bestseller også efter i år, men det blev dog en hel mia. kroner lavere, og det kalder ejeren "klart utilfredsstillende".

"Vi har ikke været skarpe nok. Vi må i virksomhedens samlede ledelse påtage os ansvaret for igen at vise resultater, som vi kan være stolte af," siger Anders Holch Povlsen. 

Siden virksomhedens fødsel i 1975 har Bestseller med hovedsæde i Brande udviklet sig til en af Danmarks hurtigst voksende og største virksomheder. Vækstrater på 15 til 20 procent var normalt helt frem til for to år siden. Bedst gik det for tre år siden, da Anders Holch Povlsen præsterede et rekordregnskab med en omsætning på 14,6 mia. kroner og et resultat på 2,9 mia. kroner før skat. Dengang fortalte han, at koncernen skulle fordoble omsætningen i løbet af de næste fem år og ramme små 30 mia. kroner. I dag vil Anders Holch helst ikke tale om, hvornår de 30 mia. kroner kommer inden for rækkevidde.

"Det ved jeg ikke. Vi vil gøre os anstrengelse for at nå det hurtigst muligt," siger han og gør det klart, at Bestseller forventer "en moderat vækst i omsætningen og en øget indtjening" i det indeværende regnskabsår.

De høje vækstrater på 15 til 20 procent skal dog ikke kun høre fortiden til. Bestseller skal tilbage til dem, lyder det fra topchefen. "Jeg håber, at vi kan komme tæt på de vækstrater igen, men lige nu må vi nok indstille os på, at vi skal slås for vækst og stille os tilfreds med lidt mindre. Men vi har konkurrenter, der er meget større end os. Så der er ingen undskyldninger for at holde sig tilbage," siger han.

Bestseller har ikke ønsket at udlevere hele selskabets regnskab, så det kan avisen og konkurrenter først studere om et par måneder. Men Holch Povlsen oplyser, at der er er foretaget nedskrivninger for rundt regnet 500 mio. kroner mod cirka 750 mio. kroner året før.

Særligt i Indien, Mellemøsten og Sydeuropa har Bestseller oplevet vanskeligheder, afslører topchefen. Desuden konstaterer han, at der er "positive tendenser" i koncernens engros-salg til butikker, mens Bestsellers egne butikker derimod ikke har resulteret i en tilfredsstillende udvikling. 

Den samlede omsætningsfremgang på seks procent har han flere forklaringer på.

"Der er mange gode ting at fremhæve. Vi har en rigtig sund engros-forretning, og vi har sunde markeder. Tyskland, Belgien, England og Sverige, vil jeg fremhæve, og så har vi godt gang i e-commerce, selv om vi kommer lidt fra baghjul," siger Holch Povlsen der håber at kunne investere sig til ny Bestseller-succes på sigt:

"Vi er ikke på tilbagetog. Vi har mere lyst til vækst end længe," siger Holch Povlsen.

De omtalte nøgletal er ifølge Bestseller konsoliderede tal for Bestseller A/S og Vila A/S, og resultaterne fra det selvstændige og succesfulde Bestseller-selskab i Kina er således ikke medregnet. Bestsellers hovedkvarter i Brande sælger modetøj til børn, mænd og kvinder til det meste af Europa, Mellemøsten, Canada og Indien. Blandt mærkerne er Jack & Jones, Vila, Only, Vero Moda og Name It.