Lasse Bolander trodsede modvinden og oprørerne i baglandet, der forsøgte at vælte ham, og er fortsat formand for Coop, der omsætter for 45 milliarder kr. årligt. Det har været en uvant åben og offentlig kamp om formandsposten i så stort et selskab.
Nok er det interessant for alle os andre, at magtkampe af denne karakter foregår ude i det åbne rum. Magtkampe med knive i ryggen på modstandere og heftig intern uenighed, som plejer at blive afviklet i kulissen skjult for offentligheden.
Men for Coop selv har det en høj pris. De helt grundlæggende, interne uenigheder om Coops identitet forsvinder ikke ved, at formandsvalget er overstået. De står fortsat lysende klare, efter at der blevet råbt højt i månedsvis under den nu afsluttede valgkamp. Og med en snæver valgsejr til Bolander står Coop mere splittet end nogensinde.
Coop slås på et benhårdt detailmarked, hvor der næsten kæmpes fra hus til hus om de danske forbrugere på et dagligvaremarked, der overhovedet ikke vokser, men tværtimod står stille. Derfor skal man tage kunder fra konkurrenterne for at øge sin omsætning og helst også tjene flere penge.
Her svækker det naturligvis Coop, at der bruges så mange kræfter på interne kampe.
For at stå stærkt udadtil skal man begynde med at være enig om, hvad man selv er, lyder et klassisk ledelsesmantra.
Her skal Coop begynde. Og selv om spørgsmålet lyder simpelt, er det langt fra tilfældet for Coop.
Det presserende spørgsmål er: Er Coop en forretning, eller er Coop en forening?
Dette eksistentielle problem har længe plaget Coop og har også denne gang været med til at afgøre formandsvalget. Søren Tang Sørensen, talsmand for de 345 selvstændige brugsforeninger under Coop, fortalte forleden til Berlingske om, hvorfor det ikke lykkedes den stærkeste modkandidat, Lars Fournais, at vælte Bolander:
»Vi har i valgkampen lagt meget vægt på at forbedre økonomien. Og jeg tror, at landsrådsmedlemmerne var bange for, at Fournais ville nedprioritere de øvrige ting, som Coop står for, som samfundsansvar, sunde madvaner og aktiviteter for medlemmerne.«
Lars Fournais’ kandidatur handlede ellers om at imødekomme de pressede butikker ude i landet, som ikke mener, at de kan overleve ved at prædike bedre madvaner for de danske forbrugere. For danskerne tænker på prisen og går i stedet i Netto eller Rema1000. Sådan har oplevelsen været i mange små brugser ude i landet.
Men i sidste ende turde Coops landsrådsmedlemmer ikke satse på oprørerne og valgte at gå med det sikre, nemlig Lasse Bolander.
Dobbeltheden har altid været en del af Coops identitet. Også dengang Coop hed FDB, som andelsekspert Mads Mordshorst forleden sagde til Kristeligt Dagblad med henvisning til den »dobbelthed i, at man på den ene side var en forening, der ønskede at skabe det ideelle, utopiske Danmark. På den anden side ville man også tjene penge«.
Coop har været en del af dansk detailhandel i mere end 150 år. Lige så længe har virksomheden været i en eller anden form for identitetskrise. Måske var det tid til at vælge side en gang for alle?
Spørgsmålet er, om Coop kan det med LasseBolander som formand. Og med den udskældte Peter Høgsted som administrerende direktør.
Det er tvivlsomt, om Bolander/Høgsted-alliancen med et fornyet mandat kan imødekomme de kritiske brugsforeninger ude i landet. Og om de overhovedet vil det. De har ikke hidtil udvist stor forståelse for de ønsker
Til gengæld er det sikkert, at fundamentet i Coop vil fortsætte med at slå revner.
Jesper Kongskov er virksomhedsredaktør og souschef på Berlingske Business