Best Buy leverer overraskende fremgang

Den amerikanske elektronikkoncern Best Buy har taget de fleste analytikerne på sengen, da selskabet i første kvartal har leveret fremgang i indtjeningen.

Foto: RICK WILKING

Best Buy opnåede i første kvartal af selskabets forskudte regnskabsår 2015/2016 en justeret indtjening per aktie på 0,37 dollar, hvilket var en fremgang fra 0,35 dollar i den tilsvarende periode året før.

Det overraskede analytikerne, der ifølge Bloomberg News havde regnet med en tilbagegang i indtjeningen til 0,29 dollar per aktie i kvartalet.

Resultatet kom i mål på baggrund af en omsætning på 8558 mio. dollar, hvilket var en tilbagegang på omkring 80 mio. dollar i forhold til samme periode året før. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en omsætning på 8460 mio. dollar. Det er især et salg af store tv og mobiltelefoner, der har sikret, at salget ikke dykkede yderligere, da salget uden for USA faldt markant som følge af den stærke dollar.

Best Buy-aktien ser ud til at gå en formidabel torsdag i vente på aktiemarkedet i USA, da elektronikaktien stiger med hele 8,8 pct. til 36,75 dollar i det såkaldte formarked.