Beslutningen om Nordens højeste bygning i Nordhavn udskudt: »Det er knald eller fald for os«

København og nærmere bestemt Nordhavn kan blive hjemsted for Nordens højeste bygning til en pris på 6,5 mia. kr. Men byggeriet lader vente på sig.

Foto: Torben Christensen. Det er i dag Turning Torso i Malmø, som med sine 190 meter er Nordens højeste bygning
Læs mere
Fold sammen

København kan blive et vartegn rigere. Og faktisk Nordens højeste af slagsen. Og placeringen skal være krydstogtskibenes anløbskaj ved Ydre Nordhavn i København. Hvis altså alt går, som personerne bag H.C. Andersen Adventure Tower (HCAAT) ønsker det.

Ambitionen bag HCAAT er, at det skal være Nordens højeste bygning på 280 meter. Selve tårnet skal bestå af hotel, erhverv, boliger og en restaurant, observationsdæk og bar på toppen, og dertil kommer en oplevelses- og forlystelsespark, der skal være på det omkringliggende areal.

Men tårnprojektet skal mindst vente indtil den 8. maj, før man ved, om det bliver en realitet. Det skriver Børsen.

I maj skal økonomiudvalget i Københavns Kommune beslutte, om man vil give tilladelse til byggeprojektets nye tidsplan. Forvaltningen har tidligere fremlagt en tids- og procesplan, som kan ende med en lokalplan for området i 2025. Men det er ikke tilstrækkeligt, har Kurt Immanuel Pedersen, der er administrerende direktør i HCAAT, sagt i en artikel, som Berlingske bragte i marts.

Han og HCAAT vil have politikerne til at fremskynde planprocessen for området, så en lokalplan kan være klar i 2020. Derfor har Miljø- og Teknikudvalget bedt forvaltningen om at udarbejde den ny tidsplan.

Hvis ikke tidsplanen ændres, så lokalplanen er klar i 2020, kan HCAAT ikke med det samme få købsoption til byggegrunden hos By & Havn. Og netop byggegrunden er en nødvendighed for at lokke investorer til det storstilede projekt.

Derfor er det en nervepirrende tid for Kurt Immanuel Pedersen, administrerende direktør i HCAAT. Han har arbejdet på prokjektet i tre og et halvt år, og nu er det kommet ind i en afgørende fase.

»Det er knald eller fald for os. Får vi ikke godkendt en tids- og procesplan, som gør, at vi kan opnå den betingede grundkøbsaftale, får vi heller ikke investorerne med om bord,« siger han til Børsen.

Hvis byggeriet bliver realiseret, er det arkitekten Bjarke Ingels, der skal stå for tegningerne til tårnet. Lige nu er det bygningen Turning Torso i Malmø, der er Nordens højeste bygning.

Målet er at begynde byggeriet i efteråret 2023.