Beskeden fremgang for TDC

Ingen rystelser og uændrede forventninger til 2010 i det formodentlig sidste regnskab før et salg af selve TDC. (Opdateret kl. 9.40)

TDC er ved at gøre klar til det helt store salg, nemlig af sig selv. Foto: Jørgen True, TDC Fold sammen
Læs mere

Det sidste regnskab, før Danmarks største teleselskab skal sælges, kom onsdag morgen og viser en beskeden fremgang.

Omsætningen for årets ni måneder er sammenlignet med perioden sidste år steget med 0,2 procent. Forventningerne til 2010 fastholdes. Det betyder en omsætning, der svarer til sidste års og en vækst på driftsresultatet på 2,4 procent i forhold til 2009.

»Jeg er meget tilfreds med, at vi leverer et så solidt resultat i et krævende og konkurrenceintensivt marked,« siger koncernchef Henrik Poulsen i en kommentar.

Omsætningen i hele TDC-koncernen steg til 19,558 milliarder kroner for de første ni måneder, godt hjulpet af TDCs mange opkøb af blandt andre Fullrate, A , M1, DONG Energys fibernet, AinaComs fibernet samt Nordit.

Det er fortsat mobiltelefoni, mobilt bredbånd (altså trådløs internetforbindelse over mobilnettet fra en bærbar computer eller en avanceret mobiltelefon), samsalget af TV/Internet/telefoni i pakkerne Home Duo og Home Trio, TDCs nordiske erhvervsforretning samt kabel-TV-selskabet YouSee, der er vækstmotorerne, om end væksten er taget noget af i den skarpe konkurrence.

Kun 32.000 abonnenter har i det forgangne kvartal opsagt deres fastnetabonnement. Det er det laveste tal i to og et halvt år.

Sidste udlandsbastion solgt

Kvartalsregnskabet blev i sidste uge flyttet to dage frem. Det skete, da TDC fik pengene for salget af sit schweiziske datterselskab, Sunrise, TDCs sidste udenlandske besiddelse, som den britiske kapitalfond CVC købte for 3,3 milliarder schweizerfrancs eller 18,6 milliarder kroner. Salget giver TDC en gevinst efter skat på cirka 750 millioner kroner.

TDC blev i februar 2006 overtaget af fem britisk-amerikanske kapitalfonde, der ejer lidt over 87 procent af aktierne. Den største enkeltaktionær, pensionskassen ATP, blokerede med sine 5,5 procent aktier for, at fondene fik fuld kontrol over TDC og kunne afnotere selskabet fra fondsbørsen.

Størst på alt - i Danmark

TDC er Danmarks største teleselskab, som ejer det landsdækkende fastnet og desuden er den største mobil- og bredbåndsudbyder. De seneste år har TDC opkøbt en række mindre mobilselskaber samt elselskabet DONGs fibernet i Nord- og Østsjælland. Desuden ejer TDC kabel-TV-selskabet YouSee.

TDCs kvartalsregnskab er det sidste af de tre store. Telia, som er tredjestørst i Danmark, havde sparet sig til et godt kvartalsregnskab, mens Telenor gik tilbage på alle fronter.

I international sammenhæng er TDC en dværg i forhold til Telia og Telenor, der rangerer blandt verdens allerstørste telekoncerner.