Berygtet piratnetsted vil genopstå af asken

Pirate Bay gør tilsyneladende klar til at vende tilbage 1. februar efter lammende politirazzia før jul.

En stor fugl Føniks vidner om Pirate Bays forestående genopstandelse fra asken efter politirazziaen før jul.
Læs mere
Fold sammen

Det berygtede svenske Pirate Bay, som før jul blev ransaget og lukket af svensk politi, vil genopstå af asken som fugl Føniks 1. februar.

Det lægges der op til på netstedet, som nu igen er tilgængeligt men endnu ikke funktionsdueligt. Her figurerer en rød-orange føniks øverst på siden som tegn på den forestående genfødsel, og gennem de seneste dage har en tæller talt ned til 1. februar. Tælleren er imidlertid nu fjernet.

Det svenske politi rykkede 9. december ind i den serverhal, hvor Pirate Bays servere stod, og beslaglagde dem. Dermed blev stikket reelt trukket til det berygtede piratnetsted, der er dømt for at være udvekslingscentral for piratkopier af musik og film.

Pirate Bay har de seneste år levet en omtumlet tilværelse, hvor myndigheder i mange lande har været efter kopipiraterne, som har måttet flytte netstedet til nye lande, i et par dage også på Grønland, indtil det blev lukket dér.

Efter politirazziaen i december sagde en af de fire svenske stiftere, Peter Sunde, at Pirate Bay havde udlevet sin tid og burde forblive lukket.

Pirate Bay er grundlagt af fire svenskere, heriblandt Gottfrid Svartholm Warg, som i oktober 2014 blev idømt 3,5 års fængsel for - med hjælp fra en dansker - at have hacket den amerikanskejede IT-gigant CSCs hovedcomputere i Danmark og fået adgang til bl.a. CPR-registeret og andre statslige registre, som CSC står for driften og opbevaringen af. De fire er ved svenske domstole blevet dømt for piratkopiering, selv om de hævdede, at Pirate Bay udelukkende rummede links til piratkopieret materiale - frem for alt musik og film - og ikke husede selve materialet.

Fønikslogoet blev senest brugt på netstedet, da svensk politi i 2006 slog til mod et datacenter i Stockholm.

Adgangen til Pirate Bay er efter et fogedforbud spærret for alle danske internetbrugere. Spærringen er dog mulig at omgå uden større teknisk kunnen.