Hvis du har set den oscarvindende film »Wall Street« fra 1987 om den skruppelløse finansmand Gordon Gekko portrætteret af Michael Douglas, så ved du måske lidt om Carl Icahns støbning.

Den fiktive karakter Gekko blev ifølge instruktøren Oliver Stone sammensat med inspiration fra flere af 80ernes finansfolk i New York. En af dem Carl Icahn. Han skulle for eksempel have holdt talen til en forsamling aktionærer, der inspirerede til den ikoniske scene med citatet »greed is good«.

Carl Icahn har skabt et renommé for fjendtlige overtagelser og aktivistiske investeringer, hvor han prøver at gennemtvinge forandringer – og tjene penge – i de virksomheder, han kaster sig over.

Men nu er han kommet til et sted i sit liv, hvor det – ifølge ham selv – ikke kun er profitten, han har øje for.

»På dette tidspunkt i min karriere betragter jeg det som mit ansvar at engagere mig i konstruktiv aktivisme for at hjælpe med at rette op på iøjnefaldende uretfærdigheder, fastholdt af mange ineffektive bestyrelser og ledelsesteams, der leder Amerikas største offentlige selskaber.«

Sådan indleder Carl Icahn et brev til aktionærerne i McDonald's, med hvem han lige nu ligger i åben krig.

Den amerikanske rigmand Carl Icahn er blevet investoraktivist i McDonald's, som, han mener, svigter dyrevelfærden. Arkivfoto: Brendan McDermid/Reuters/Ritzau Scanpix
Den amerikanske rigmand Carl Icahn er blevet investoraktivist i McDonald's, som, han mener, svigter dyrevelfærden. Arkivfoto: Brendan McDermid/Reuters/Ritzau Scanpix Brendan Mcdermid

»Kynisk opspind«

86-årige Icahn er ifølge Forbes den 106. rigeste person i verden med anslåede værdier for cirka 113 milliarder kroner. Han ejer dog kun aktier for 50.000 dollar i McDonald's, hvilket er forsvindende lidt set i forhold til virksomhedens samlede værdi på 190 milliarder dollar.

Derfor forsøger han nu at appellere til de øvrige aktionærer for at presse McDonald's ledelse og bestyrelse, der ifølge ham er »hykleriske« for ikke at leve op til virksomhedens egen esg-strategi.

Esg står for Environmental, Social, Governance og dækker over en virksomheds bæredygtighedsstrategi over en bred palet.

Icahns påståede problem er, at McDonalds ikke har droppet brugen af svin i trange sostalde under drægtigheden. Noget fastfoodkæden i 2012 lovede at gøre inden 2022, men som den nu har udskudt til 2024.

»McDonald's hævdede for nylig, at: 'Ved udgangen af ​​2022 forventer virksomheden at
hente 85 procent til 90 procent af sine amerikanske svinekødsvolumener fra søer, der ikke er opstaldet i sostalde under drægtigheden.' Men den påstand er et kynisk opspind for at narre os til at tro på, at denne voldsomme form for dyremishandling stort set ikke forekommer i McDonald's forsyningskæde,« skriver Icahn i det åbne brev.

Karakteren Gordon Gekko i filmen »Wall Street« fra 1987, portrætteret af Michael Douglas, var blandt andet inspireret af Carl Icahn.
Karakteren Gordon Gekko i filmen »Wall Street« fra 1987, portrætteret af Michael Douglas, var blandt andet inspireret af Carl Icahn. AF Archive

Proxykrig

McDonald's har offentligt svaret på rigmandens angreb, at det, han efterspørger, er »fuldstændig umuligt«.

»McDonald's betaler i dag en høj pris for at købe svinekød i overensstemmelse med vores 2012-forpligtelse,« sagde virksomheden og bemærkede, at et skifte til et system, der ville leve op til de standarder, Icahn skitserede »ville øge omkostningerne betydeligt og lægge en byrde på alle aspekter af vores forretning, vores forsyningskæde og McDonald's kunder.«

Med til historien hører, at Carl Icahn søger de andre aktionærers opbakning til at vælge to nye kandidater til McDonald's bestyrelse, som vil arbejde for bedre dyerevelfærd, når aktionærerne skal stemme til bestyrelsen 26. maj.

McDonald's har sagt, at man forventer at bruge 16 millioner dollar på at bekæmpe Icahns angreb, hvilket også giver Icahn yderligere skyts i brevet til aktionærerne:

»Hvor mange grise ville blive skånet for tortur i sostaldene, hvis de 16 millioner dollar blev brugt på dem i stedet for på McDonald's bestræbelser på at få din stemme til at få genvalgt to af 12 bestyrelsesnominerede, der har stået for en mangeårig manglende opnåelse af virksomhedens erklærede mål om at fremme dyrevelfærd i McDonald’s’ forsyningskæde?«