Berygtet guldhandler forlader Danmark

Det internetbaserede guldfirma Postal Gold har længe opkøbt guld i Danmark til underpris og uden at opfylde samme krav som den danske guldbranche. Ud af det blå stopper firmaet al sin aktivitet. Resten af guldbranchen jubler.

Foto: Malte Kristiansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Brevguld er ophørt med at acceptere nye kunder i Danmark for tiden.«

Sådan står der på Postal Golds danske hjemmeside. Gennem længere tid opkøbte virksomheden danskernes brugte guld og sølvtøj til underpris og uden at leve op til de samme krav som de danske guldhandlere – til stor frustration for resten af guldbranchen.

Virksomheden, der kaldte sig selv for »Europas største guldopkøber«, drev forretning fra deres hovedsæde i skattelyet på Isle of Man i det Irske Hav. De fik kunderne til at sende deres guld med brevpost, hvorefter de nogle gange tilbød helt ned til en tiendedel af prisen på det, guldet egentlig var værd

Men nu lader det til, at den kontroversielle guldgigant har stoppet sin aktivitet og forladt landet.

Kontakter man guldfirmaet via e-mailadressen under bekendtgørelsen på deres hjemmeside, lander der et automatisk svar i indbakken fra Postal Golds tyske under-afdeling med teksten »Selskabet har indstillet driften«. Det får nu resten af guldbranchen i Danmark til at juble.

Begejstring i branchen

»Postal Gold promoverede sig jo alle steder. I fjernsynsreklamer og på internettet. Men de gik meget lemfældigt med den danske lovgivning og opkøbte kundernes guld under markedets normale pris,« siger Dennis Lindberg, der er formand for foreningen Danske Guldhandlere.

Han har svært ved at skjule sin begejstring og kalder det et sundhedstegn, når Postal Gold vælger at forlade markedet. For efter at den kontroversielle guldgigant tilsyneladende har indstillet driften, er der et mere gennemsigtigt marked på vej, og det kommer til at gavne resten af guldbranchen. Og det er ikke kun i Danmark.

Ifølge formanden har Postal Gold stoppet driften i hele Europa. Han opfordrer dog stadig kunderne til at være yderst opmærksomme og undersøge guldmarkedet, når de vil afsætte deres ædelmetaller.

Mia Agerup S. Hinrichs, der er vurderingsekspert og brandmanager hos guldhandleren Nyfortuna, ser også Postal Golds pludselige forsvinden som et positivt tegn.

»Vi så ikke Postal Gold som en stor konkurrent, men de skabte utryghed for kunderne, som fik en dårlig behandling. Og nogle gange blev guldhandlerne kørt igennem uden kundens accept,« siger Mia Agerup S. Hinrichs.

Hun håber, Postal Gold kun er én i rækken af guldhandlere uden bevilling og tilladelse til at handle med guld, der nu forlader markedet.

Kreativ krise

Det var især i begyndelsen af finanskrisen, at mange af de kreative guldhandlere skød op rundt omkring i Danmark.

Ifølge Dennis Lindberg handlede det om hurtig profit, og de bevægede sig i den gråsorte del af lovgivningen. Guldpriserne steg konstant, og branchen eksploderede.

Ifølge erhvervshistoriker Martin Jes Iversen ved CBS er det ikke unormalt, at der opstår en anderledes form for kreativitet under en lavkonjunktur. Nye aktører og virksomheder udnytter markedets tilstand. Det oplevede man blandt andet herhjemme under oliekrisen i de svære 70ere, hvor discountbølgen rullede for første gang. Aldi åbnede sin første butik i 1977, mens Netto og Fakta fulgte efter i de følgende år.

Samtidig stiger aktiviteten hos nogle lidt for kreative aktører, der balancerer på kanten af loven, under store konjunktursvingnin- ger.

»Men jeg ser lige så mange tilfælde i højkonjunkturen, hvor kreative aktører afsøger grænser i lovgivningen,« siger Martin Jes Iversen og tænker tilbage på årene mellem 2004 og 2007, hvor især ejendomsbranchen og den finansielle sektor afsøgte grænserne.