Berømt slogan får comeback

Faktas »Det ta’r kun 5 minutter«-slogan vender nu tilbage for en stund i en stribe reklamefilm. Republica eksekverer.

Foto: Kim Dahl Nielsen.
Læs mere
Fold sammen

UncleGreys berømte kampagne-slogan »Det ta'r kun 5 minutter« vender nu tilbage i Fakta i en periode. Dog nu med en anden tilføjelse: »Men vi vil så gerne ha', du køber lidt mere«. Det skriver Markedsføring.dk

Det sker i en stribe nye reklamefilm, der fra 1. januar vises på alle kommericielle danske tv-kanaler, lyder det i en pressemeddelelse.

- Fakta er midt i en forandring, hvor vi er i gang med at skabe fremtidens discountbutik. Mens vi arbejder på det helt nye, udsender vi en slags »greatest hits«, hvor vi med selvironien forhåbentlig kan glæde vores kunder, lyder det fra kædedirektør Niels Karstensen i meddelelsen.

Samtidig er hele kædens markedsføring frisket op, så tilbudsavisen og online medierne er blevet lidt enklere og lidt frækkere. Det samme er udtrykket i butikkerne, hvor man fra begyndelsen af det nye år eksempelvis kan opleve et skilt med teksten: »Lynkasse: Max 1000 varer«.

Den nye markedsføring vil også gøre det mere tydeligt, hvordan Fakta adskiller sig fra de andre discountkæder: At man kan opspare point på sit Coop-kort, at man som eneste kæde sælger den miljø og allergivenlige serie Minirisk, og at man i over 100 butikker kan hente sine pakker i de opstillede Pakkebokse.

Den nye kampagne er skabt af reklamebureauet Republica.