Berlingske Media sælger to ugeaviser

Berlingske Media sælger nu sine to sidste ugeaviser på Sjælland fra til Politikens Lokalaviser.

Foto: Dennis Lehmann. Fra den 1. december får Berlingske Medias to sjællandske ugeaviser nye ejere. Det er Politikens Lokalaviser, der overtager ejerskabet. 
Læs mere
Fold sammen
De sidste ugeaviser på Sjælland er afsat. Berlingske Media har solgt Frederiksværk Ugeblad/Halsnæs Posten og Ugeposten til alle i Gribskov Kommune til Politikens Lokalaviser med virkning fra 1. december 2013. 

Jan Halling, der er administrerende direktør for Politikens Lokalaviser, ser frem til overtagelsen af de to sjællandske aviser og har allerede lagt fremtidsplanerne. 

»Vi glæder os til at overtage de to stærke lokalaviser. Begge ugeaviser er veletablerede med solid lokal forankring og gode læsertal. Vi ønsker at forstærke deres position med blandt andet en øget digital satsning,« siger han. 
 
Salget af de to ugeaviser er et led i de afsluttende runder af Berlingske Medias salgsproces. 

»Med salget af de to sidste af vores ugeaviser på Sjælland har vi nu afsluttet et kapitel i Berlingske Medias historie, og vi driver nu alene ugeaviser i tæt sammenhæng med vores lokale dagbladsudgivelser i det midtjyske område. Der er grund til at sige medarbejderne tak for en meget stærk og dedikeret indsats i de to områder under svære konkurrencemæssige forhold,« lyder meldingen fra Koncernchef i Berlingske Media Lisbeth Knudsen. 

De to sjællandske lokalaviser er ikke de eneste ugeaviser, der det seneste stykke tid har fået nye ejere. Seneste i oktober blev otte lokalaviser solgt til Søndagsavisen.