Berlingske Media køber Euroinvestor

Berlingske Media har mandag købt investorportalen Euroinvestor, som består af euroinvestor.dk, euroinvestor.com og en række udenlandske sites. Købesummen er 23 mio. kroner og forventes endeligt gennemført 1. september 2018.

Berlingske Media i Pilestræde i København Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard

Euroinvestor.dk er Danmarks førende investorportal med aktuelle aktiekurser fra hele verden, information fra førende nyhedskilder, investorværktøjer og Danmarks
største aktiedebatforum. Over 500.000 brugere besøger hver måned euroinvestor.dk.

»Købet af Euroinvestor giver os en førende position på markedet for nyheder og information til investorer. Vi ser frem til at udvikle produktet til glæde for brugere og annoncører,« siger Anders Krab-Johansen, koncernchef for Berlingske Media.

»Euroinvestor har fat i de meste aktive private investorer i Danmark. Investorerne bruger Euroinvestor til at få nyheder om aktiekurser og data. Og især til at debattere,« siger Anders Krab-Johansen.

Han fremhæver, at Euroinvestor har ca. en halv million brugere om måneden.

Da De Persgroep købte Berlingske Media for nogle år siden, medførte det et frasalg af en række aktiviteter. Blandt andet Netdoktor.

»Man skal eje de rigtige ting og ikke de forkerte ting. Berlingske Media er en god ejer af Euroinvestor. Det passer ind i familien, men er samtidig meget anderledes. Det er en serviceydelse, der komplimenterer det, vi har, rigtigt fint,« siger Anders Krab-Johansen.

Berlingske Media ejer i forvejen titlen Berlingske, som med Business har en styrkeposition inden for nyheder til erhvervslivet. Berlingske Business og Euroinvestor fortsætter som adskilte brands. For annoncører betyder det, at de via Berlingske Medias annoncesalg kan få adgang til begge målgrupper.

Handlen er indgået mellem Berlingske Media og Euroinvestor.com A/S. I forbindelse med frasalget oplyser Frederik Rovsing, CEO for Euroinvestor.com A/S, at selskabet skifter navn til Boliga Gruppen A/S på en kommende ekstraordinær generalforsamling. Selskabet vil fremover fokusere sine aktiviteter på bolig- og
lånemarkedet i Danmark.

»Vi ser et stort vækstpotentiale inden for koncernens forretningsområder. Med salget af Euroinvestor.dk skærper vi fokus på vores kerneområde og får samtidig frigivet likviditet til at udvikle og investere i produkterne,« siger Frederik Rovsing.