Berlingske Media i national offensiv efter salg af jyske aviser

Berlingske Media har som led i en fornyelsesproces og øget fokus på virksomhedens nationale medier - Berlingske, BT og Weekendavisen - valgt at sælge sine lokale dagblade og ugeaviser samt trykkerierne i Vonsild og Struer til Jysk Fynske Medier.

Foto: Niels Ahlmann Olesen. Berlingske Medias koncernchef Lisbeth Knudsen glæder sig over salget af blandt andet Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Folkebladet Lemvig og Dagbladet Struer til Jysk Fynske Medier. Det vil styrke både de regionale blade og Berlingskes nationale titler.
Læs mere
Fold sammen

Berlingske Media har besluttet at sætte fuld turbo på udviklingen af de nationale medier i koncernen og at frasælge de fem lokale mediehuse i Midtjyske Medier samt de to jyske trykkerier i Vonsild og Struer til Jysk Fynske Medier. Handlen forudsætter Konkurrencemyndighedernes godkendelse og forventes gennemført pr. 1. januar 2016.

Som et led i handlen fortsætter Berlingske Media og Jysk Fynske Medier i et tæt samarbejde om  blandt andet redaktionelt indhold. Berlingske Media har allerede tidligere på året indgået en tre-årig aftale om redaktionelt samarbejde med den øvrige del af Jysk Fynske Medier. Den kommer nu også til at gælde for aviserne i det nuværende Midtjyske Medier, og samarbejdet forlænges til fem år. Desuden er der aftalt leverancer af ydelser inden for IT, bladsalg og kundeservice til Midtjyske Medier et år efter overdragelsen.

»For Berlingske Media betyder handlen, at vi fra 2016 kan koncentrere alle kræfter om en ny og mere offensiv strategi for vores nationale forretning - digitalt såvel som på print. Det er vi allerede i fuld gang med at planlægge, og den mere forenklede koncernstruktur med tre stærke brands - Berlingske, BT og Weekendavisen - som drivkraft og et godt økonomisk rygstød giver os flere muskler til at tænke i digital vækst men også at udvikle vores aviser på papir,« siger Berlingske Medias CEO, Lisbeth Knudsen, som tilføjer at pengene fra handlen med Jysk Fynske Medier bliver i Berlingske Media, hvor de vil gøre selskabet gældfrit og give mulighed for nye investeringer.

Lisbeth Knudsen fortæller om salget af Midtjyske Medier

 

For Berlingske Medias koncernchef har det været afgørende, at Midtjyske Medier nu bliver solgt til en virksomhed, der kan og vil udvikle de lokale medier, og som netop har som mission at gøre sig til verdensmester i det:

»Jeg ønsker Jysk Fynske Medier al mulig succes med ejerskabet af vores stærke lokale brands, og vi glæder os til et godt og stærkt samarbejde i fremtiden. Jeg ved om nogen, hvilken spændende og innovativ organisation de kommer til at overtage. Midtjyske Medier  leverer hver eneste dag stærke redaktionelle kvalitetsprodukter til læsere og annoncører. Og jeg tør godt sige, at de ligger i toppen af branchen, hvad det angår,« siger Lisbeth Knudsen og fortsætter:

»Jeg tror, den konsolidering på tværs af udgivelser og distributionsplatforme på det lokale område, som kan gennemføres nu, kan få en afgørende positiv betydning for Midtjyske Mediers fremtid. Også for vores to jyske trykkerier er dette salg en god løsning, som sikrer en tæt tilknytning til en stor medievirksomhed med rigtigt mange trykopgaver også i fremtiden.«

Berlingske Media efter frasalget:

Efter handlen og alliancen med Jysk Fynske Medier vil Berlingske Media satse stort på de nationale titler, hvor der vil være godt 1.250 medarbejdere. Fold sammen
Læs mere