Berlingske Media fordobler overskuddet

Lavere omkostninger og fremgang hos særligt B.T. sender indtjeningen op i Berlingske Media, viser koncernens regnskab for 2018. Alle koncernens medier tjente penge.

Berlingske Media fordoblede overskuddet i 2018 Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard

Berlingske Media fordoblede overskuddet i 2018 efter et år, hvor alle husets medier har haft vækst. Fremgangen skyldes blandt andet, at en enklere struktur i virksomheden har sænket omkostningerne, viser årsregnskabet fra koncernen.

Driftsresultatet endte på 96 mio. kr. mod 49 mio. kr. året før. Det sker samtidig med, at mediehuset er midt i en omfattende digital omstilling af forretningen.

»Det er et virkeligt godt regnskab. Jeg er glad for, at det er lykkedes at gøre alle brands i familien profitable. Det er positivt, at den digitale omstilling er lykkedes for især B.T., men også for Berlingske og Weekendavisen,« siger Anders Krab-Johansen, koncernchef for Berlingske Media.

Fremgangen i indtjeningen skyldes dels lavere omkostningerne og dels fremgang hos de enkelte medier, hvor særligt B.T. har haft et godt år.

»Det er især B.T., som trækker op. B.T. har entydigt fokuseret på mobil og gratisindhold, og det har givet en helt unik position i markedet,« siger Anders Krab-Johansen.

Er omkostningerne der, hvor du gerne vil have dem?

»Man skal altid passe på, om man bruger for mange penge. Men der er ingen udsigt til noget, der minder om omstruktureringer i det her hus. Det er rigtigt sundt og godt,« siger Anders Krab-Johansen.

Mediet Berlingske øgede i 2018 antallet af digitale abonnenter med 43 pct. Samlet har Berlingske 72.520 abonnenter, hvor af 19.500 er digitale. B.T. havde et godt år og sluttede året med et rekordstort antal månedlige sidevisninger på 242 mio., hvoraf 146 mio. var mobile sidehenvisninger.

Berlingske Media offentliggør for første gang, hvordan de enkelte medier bidrager til indtjeningen. Berlingske, B.T. og Weekendavisen tjener alle penge, og bidrog med hhv. 25, 40 og 23 mio. kr.

Berlingske er også medejer af Radio24syv, der bidrog med to mio. kr. Berlingske Media har dog for nylig meldt ud, at man ikke ønsker at lægge billet ind på sendetilladelsen på FM4, som i øjeblikket er i udbud. Årsagen er, at Dansk Folkeparti har fået presset skrappe geografiske krav ind i sendetilladelsen for de kommende otte år.

Den øvrige del af indtjeningen kommer fra Trykkompagniet og fra investorsitet Euroinvestor, som Berlingske Media overtog i september. Derudover kommer der lidt indtjening fra dealsitet Sweetdeal og fra reklamebureauet Marketsquare, som begge er solgt ved årets udgang.

Omsætningen faldt i året til 1,1 mia. kr. fra 1,2 mia. kr., mens resultatet efter skat endte på 27,4 mio. kr. eller lidt over en fordobling fra året før. Anders Krab-Johansen mener, at den faldende omsætning er en mindre udfordring.

»Jeg vil helst måles på, om vi når flere kunder, og om vi laver en sund bundlinje. Avisforretningen har større omsætning, men også større omkostninger end den digitale forretning. Vi vil gerne nå flere danskere og være en profitabel virksomhed,« siger Anders Krab-Johansen.

I 2019 er fokus på at udvikle Berlingske Media til at være en mere datadrevet medievirksomhed, der når ud til flere danskere.

»Vi skal have styr på alt det, vi ved om de kunder, som vi er i kontakt med. Vi er uden sammenligning det største medie i hovedstadsområdet, og vi er stærke i resten af landet. Den viden kan vi bruge til at lave bedre produkter, sælge flere abonnementer og sælge annoncer på en mere intelligent måde. Det er et stort projekt for os,« siger Anders Krab-Johansen.

Opdateret version: Berlingskes driftsresultat er ændret fra 15 til 25 mio. kr.