Berlingske-ejer hårdt ramt af krise

Annonceomsætningen faldt med tæt på 24 procent for Berlingske Media i 1. halvår 2009. Mecom-koncernen, der ejer Berlingske Media, måtte se indtjeningen halveret, men vurderer at nedgangen nu er stabiliseret.

Foto: Jens Nørgaard Larsen.
Læs mere
Fold sammen
Den økonomiske krise har ramt dagbladsbranchen som en forhammer, hvor især markedet for jobannoncer er tæt på at være gået helt i stå. Det viser halvårsregnskabet for den europæiske mediekoncern Mecom, der i Danmark ejer Berlingske Media.

Koncernen, der offentliggør sit halvårsregnskab i dag, måtte se indtjening før renter og skatter, den såkaldte EBITDA, falde med 48,4 procent fra 1. halvår 2008 til 1. halvår 2009. Hvor indtjeningen i perioden sidste år lå på 100,9 mio. euro, er den i år nede på 52,1 mio. euro, hvilket dog ikke var nok til at forhindre et driftsunderskud for Mecom på 77,8 mio. euro. I Danmark faldt EBITDA i periode fra 11.7 mio. euro til 0,9 mio. euro, mens driftresultatet blev et minus på 10.5 mio. euro.

”På jobannoncerne er vi faldet med 70 procent, og det siger vel alt om, hvor dyb krisen er. Men man skal huske på, at krisen ramte Danmark tidligere end i Holland, Polen og Norge, hvor Mecom har sine andre aktiviteter. Derfor er nedgangen i Danmark også større end i de øvrige lande, når man sammenligner med for et år siden. Min bedste vurdering er dog, at vi nu går på bunden af krisen, og at nedgangen har stabiliseret sig. Jeg forventer ingen fremgang i 2. halvår, men det dramatiske fald ser ud til at være bremset,” siger Lisbeth Kundsen, koncernchef i Berlingske Media.

Alle hårdt ramt
Hun mener ikke, at Berlingske Media er hårdere ramt end de øvrige danske dagblade:

”Estimatet for annoncenedgangen for de øvrige danske dagblad lyder på cirka 25 procent. Vi er bare de eneste, der offentliggør vores tal. Krisen har ramt samtlige medier hårdt, og balancen er nu at få styr på sine omkostninger, mens man udvikler nye indtjeningsområder,” siger Lisbeth Knudsen.

Fra 1. halvår 2008 til 1. halvår 2009 er det lykkedes Mecom at halvere sin nettogæld fra 703 mio. euro til 379 mio. euro. Gælden er primært blevet nedbragt takke være frasalg og en kapitaludvidelse.

Holland skal spare
Fokus i det kommende halve år bliver fortsat på omkostningsbesparinger. I det første halve år af 2009 har Mecom sparet 70 mio. euro – hvilket svarer til 9 procent af de samlede omkostninger. Målet for besparelser for hele året er med offentliggørelsen af halvårsregnskabet hævet fra 75 mio. euro til 100 mio. euro i 2009. De nye besparelser vil primært omfatte den hollandske del af Mecom:

”I Danmark har vi været bedst i gruppen til at gennemføre omkostningsreduktioner. Vi sparede seks procent i 2008 og 11 procent i første halvår 2009. Samtidig er vi i Danmark førende på udviklingen af nye produkter – særligt online. Det er en yderst vanskelig balancegang – både at træde på bremsen og speederen på samme tid. Men vi satser kraftigt på udvikling, og forventer også yderligere indtjeningsfremgang på onlinedelen i 2010,” lyder det fra Lisbeth Kundsen, der håber, at yderligere besparelser i den danske division af Mecom kan undgås:

”Vi har været igennem meget omfattende besparelser – særligt i Midtjyske Medier – og vi har nu styr på vores omkostninger. Men jeg kan jo ikke garantere, at krisen ikke vil forværres, og at vi derfor kan få brug for yderligere at reducere vores omkostninger. Vores strategi er dog meget klar – at satse på udvikling og effektiviseringer,” siger Lisbeth Knudsen.