Bent Fabricius køber kontorhus midt i København

90-årig musiker og forretningsmand investerer endnu en gang i mursten i det centrale København.

Foto: Linda Kastrup. Bent Fabricius-Bjerre.
Læs mere
Fold sammen

Ejendomsselskabet Metorion, ejet af musikgeniet og forretningsmanden Bent Fabricius-Bjerre samt hans to sønner, har ifølge mæglerfirmaet DTZ Egeskov & Lindquist overtaget ejendommen Hauser Plads 10 ved Kultorvet i det indre København.

Bygningen på 1.675 kvadratmeter plus 400 kvadratmeter kælder var sat til salg af Hjerteforeningen, som søger nye lokaler.

Bent Fabricius-Bjerre, som i december fyldte 90 år, er mest kendt som musiker og komponist gennem årtier - kendingsmelodierne til Olsen-Bande-filmene og TV-serien Matador er blot et par af hans kendte kompositioner. Sideløbende med det musikalske engagement har Fabricius-Bjerre været aktiv forretningsmand, som blandt andet har drevet biografer og pladeforlag - og investeret i stribevis af ejendomme.

Læs Berlingskes 90 års-interview med Bent Fabricius-Bjerre

Læs også Berlingske fødselsdagsomtale fra december

Blandt murstensinvesteringerne for Fabricius-Bjerre var det hedengangne Scala-center, som i dag er revet ned og er ved at få opført en håndfuld kontortårne, Axel Towers, på grunden tæt ved Axeltorv og Tivoli.

Familieselskabet Metorion ejer allerede otte fredede københavnerejendomme, som udlejes til kontorbrug, blandt andet i Nyhavn og St. Kongensgade. Selskabet har selv kontorer i bygningen Nyhavn 16, også kendt som Wendelboes Pakhus, der er opført i 1770erne.

Sønnen Poul Fabricius-Bjerre er administrerende direktør, mens Bent Fabricius-Bjerre er bestyrelsesformand. Ifølge det senest tilgængelige regnskab, fra 2013, havde selskabet aktiver for 200 mio. kr. og en egenkapital på 70 millioner kroner.