Bella Center sætter fart på milliard-planer efter fusion

Efter fusionen med Crowne Plaza vil Bella Center have mere fart på milliardplanerne om at udvide konferencecentret og bygge p-huse, kontorer og boliger.

Bella Center håber at kunne øge sin byggeret og vil, med ny ejer i ryggen, investere for et par milliarder - selv om Bella Sky-hotellet har drænet kassen. Fold sammen
Læs mere
Tirsdagens nyhed om en fusion mellem Bella Center på Amager og det nærliggende Crowne Plaza Copenhagen Towers med hotel og konferencedel øger farten på de omfattende byggeplaner, Bella Center i sommer løftede sløret for i Berlingske Business.



Med investeringsselskabet Solstra som ny storaktionær ville Bella Center inden for en årrække udvide konferencekapaciteten og bygge kontorer og boliger samt p-huse for samlet et par milliarder. Dengang for nogle en lidt overraskende melding efter svære år for Bella Center og ikke mindst det nye Bella Sky Comwell-hotel.



»Vi har speedet meget op for processen og drøfter i øjeblikket med kommunen, hvor meget vi må bygge på jorden. Jeg forventer en afklaring i løbet af de kommende måneder, og så skal der udarbejdes en masterplan eller helhedsplan,« siger Arne Bang Mikkelsen.

Han har siden 1992 været topchef for Bella Center, men overgår nu - som 70-årig - til bestyrelsen og overlader direktørstolen i fusionsselskabet til Crowne Plaza-direktør Allan L. Agerholm.



Fra bestyrelsen vil Bang Mikkelsen nøje følge arbejdet med byggeplanerne, som skal være med til at øge den samlede konferenceomsætning for det nye Bella Center - og dermed også bidrage til flere hotelgæster på såvel Bella Sky Comwell som Crowne Plaza.

»Tidshorisonten for de samlede byggeplaner er vel fem år, men afhænger af konjunkturerne. Vi kan mærke, at finanskrisen stadig ikke er helt overstået, men inden for kongresser vinder vi markedsandele og får ordrer vedrørende 2017, 2018, 2019 og 2020,« siger Arne Bang Mikkelsen.



De senere år har København vundet terræn på det internationale kongresmarked, ikke mindst da netop Bella Center lagde lokaler til det store FN-klimatopmøde i 2009. Også det olympiske topmøde med deltagelse af blandt andre den amerikanske præsident Barack Obama bidrog til at gøre mange kongresarrangører opmærksom på den danske hovedstad.



Bella Center håber at øge bebyggelsesprocenten fra 70 til 110, og det giver mulighed for at opføre rundt regnet 100.000 ekstra kvadratmeter på nuværende parkeringsarealer.



Kvadratmeterne skal dels bruges på at udvide det store kongrescenter fra 1975, dels på at opføre bygninger med kontorer og boliger til udlejning eller eventuelt frasalg. Sideløbende skal p-kapaciteten genskabes og øges ved at bygge parkeringshuse.

Efter rekordindtjening i 2008 og 2009 er pengene nærmest fosset ud af Bella Center, ikke mindst fordi Bella Sky blev dyrere at bygge end ventet - og fordi hotellet med den langstrakte finanskrise har lidt under færre gæster, som endda betaler mindre end forudset på grund af hård priskonkurrence.





I 2012 kom Solstra imidlertid ind som ny storejer, og Bella Center fik frisk kapital. Nu har Solstra lagt Bella Center sammen med Crowne Plaza, som Solstra også ejer - det ligger kun få metrostop fra Bella Center og er i gang med at bygge et nyt kontortårn.