Bella Center bløder

På trods af to store kapitalindsprøjtninger kører Bella Center med underskud på driften, men den største klods om benet er nedskrivninger for en kvart milliarder på centerets hotel.

Bella Sky Hotel på Amager ligger klods op af konferencecenteret Bella Center og er den store synder i selskabets dårlige regnskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Det majestætiske konferencecenter med tilhørende hotel fortsætter med at levere knapt så majestætiske regnskaber, og i går måtte aktionærerne i Bella Center på Amager sluge endnu et underskud. Denne gang på hele 290 millioner kroner, skriver Jyllands-Posten.

De blodrøde tal skifter på ingen måde farve, når de ses i lyset af, at Bella Center gennem 2011 fik to kapitaludvidelser på sammenlagt 250 mio. kroner. Roden til det dårlige regnskab skal først og fremmest findes i den massive nedskrivning på Bella Sky, som er Bella Centers tilhørende hotel. Nedskrivningen lød på en kvart milliard.



"Man kan sige, at det er tidligt at nedskrive for 250 millioner kroner, især når vi stadig er i en indkøringsfase og samtidigt er ramt af lavkonjunktur, men vi har besluttet at være modelkonsistente i forhold til værdiansættelsen, og så kan man jo håbe, at vi kan opskrive værdien på et senere tidspunkt," siger bestyrelsesformand i Bella Center, Søren Johansen til Jyllands-Posten.

Driftsunderskuddet endte på 40 mio. kroner

Send flere penge

Det katastrofale 2012 regnskab har medført, at centeret skal bruge nyt kapital for 150 mio. kroner, men der kan være en ændring af ejerstrukturen på vej i Bella Center, som kan skaffe kapitalen.

Den nuværende storaktionær Michael Kaa Andersen, der i øjeblikket sidder på 35 pct. af aktierne i Bella Center, skulle ifølge bestyrelsesformanden være i gang med at samle en række investorer med det formål at overtage en større del af aktierne i Bella Center.



Michael Kaa Andersens aktiepost blev udvandet efter en tidligere aktieemission, da storaktionæren ikke havde penge til at gå med på udvidelsen.