Behov for luftforandring i Lauritzen

Der er almindelig enighed om, at de erhvervsdrivende fonde er en stor styrke for Danmark. At disse majoritetsposter holder virksomhederne på dansk jord til gavn for samfundet. De største og stærkeste virksomheder i Danmark har for de flestes vedkommende en erhvervsdrivende fond som aktiv hovedejer. Når det går godt og smertefrit i virksomhederne, virker fondsejerskabet som noget nær det ideelle ejerskab.

Foto: Søren Bidstrup. Seniorjournalist og erhvervskommentator på Berlingske Business, Jens Chr. Hansen.
Læs mere
Fold sammen

Det er dog typisk i krisesituationer, det aktive ejerskab for alvor skal stå sin prøve. Spørgsmålet er derfor, om fondsejerskabet er lige så ideelt for virksomheder i krise. Eller om fondsejerskabet tværtimod gør omstillinger i kriseramte virksomheder tunge og træge og besværliggør de nødvendinger udskiftninger i ledelseslagene – i bestyrelsen og i direktionen.

Den tidligere store og stolte rederikoncern J. Lauritzen er på femte år kastet ud i en indtjeningskrise. 2015 ender med et milliardstort underskud, ligesom også 2016 må forventes at blive en tung omgang. Engang en af landets største virksomhedsgrupper i samme liga som ØK og A.P. Møller, i dag en skygge af sig selv. Rederiet J. Lauritzen, som mest gør det i tørlast, er ramt af de kraftige fald i fragtraterne, men efterhånden begynder det at stramme til, og derfor tyder meget på, at moderen, nemlig Lauritzen Fonden, må skyde nye, friske penge ind i J. Lauritzen i 2016. J. Lauritzen er ikke bare ramt af faldende rater, men også af mistimede investeringer, der efterfølgende har krævet enorme milliardnedskrivninger på skibene.

Se i øvrigt hosstående artikel og fondsformanden Bent Østergaards bemærkning: »Vi støtter op om J. Lauritzen, og det kan vi ikke gøre uden at skulle til lommerne i Fonden.« Hvornår og hvordan dette lommegreb skal udføres er uvist. Lauritzen Fonden, som blev stiftet tilbage i 1945, har været udfordret de senere år. Både økonomisk og ledelsesmæssigt. Fonden har to ben, nemlig rederiet J. Lauritzen og færgerederiet DFDS.

Mens J. Lauritzen kører på pumperne, er der anderledes succes for DFDS, der tjener gode penge. Det er således DFDS, der skal redde J. Lauritzen igennem krisen.

Det store spørgsmål er, om pengestrømmene fra DFDS-udbytterne til fonden er tilstrækkelige til at lukke hullerne i J. Lauritzen. Det er næppe tilfældet, og derfor forventer børsmarkedet, at Lauritzen Fonden sælger ud af sin 42,8 procent store ejerandel i DFDS. Det er imidlertid ikke en enkel operation, eftersom DFDS-bestyrelsen selvsagt skal varetage samtlige DFDS-aktionærers interesser. Og et salg i markedet risikerer at få DFDS-aktien til at falde.

Den helt centrale person i gruppen er Bent Østergaard, mangeårigt medlem af inderkredsen i Lauritzen. Han er direktør for Lauritzen Fonden og har formandskasketten både i det pressede rederi J. Lauritzen og det succesrige rederi DFDS.

Tre kasketter, som kan gøre balancekunsten ganske svær. J. Lauritzen har brug for økonomisk støtte via fonden, og disse penge kan kun komme ét sted fra, nemlig fra DFDS, enten i form af udbytter eller ved salg af fondens DFDS-aktier. Ganske vist er DFDS i disse år en succesrig virksomhed, men umiddelbart forestår meget store milliardinvesteringer i nye færger. Bent Østergaard skal således – forenklet sagt – flytte penge fra det børsnoterede DFDS til det økonomisk pressede J. Lauritzen.

Formand i Fonden er i øvrigt et oldebarn af stifteren Ditlev Lauritzen, nemlig Jens Ditlev Lauritzen. Han har tidligere været direktør i J. Lauritzen og var i 11 år næstformand i Fonden, inden han i 2009 i forbindelse med en større rokade overtog formandshvervet i Fonden. Han må siges at repræsentere stifters vilje.

Set udefra er det svært at se, at fondsejerskabet er et stærkt aktiv i gruppen. Tværtimod forekommer netop fondskonstruktionen at kunne være en barriere for de nødvendige forandringer.