Bedre og gratis internet på vej til togpendlerne

DSB og TDC forbedrer kvaliteten på trådløs netadgang, og derudover får mobilmasterne en ordentlig overhaling.

DSB, Hovedbanegården, folk der venter, togdrift, togdriften, togpassagerer, regionaltoge, IC3, IC4, togtider, togtabel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann
Hidtil har internet i toget på landets hovedstrækninger været en både bumlet og bekostelig affære. Men for de cirka 50.000 daglige pendlere og passagerer på strækningen fra Københavns Lufthavn til Aalborg er der forbedringer i vente, skriver Politiken.

DSB og telegiganten TDC underskrev torsdag en stor, fireårig aftale, der skal forsøde ventetiden i togene med et mere stabilt trådløst internet. Og efter at DSB og TDC i fællesskab har forbedret kvaliteten, vil DSB til efteråret tilbyde sine kunder gratis adgang til trådløst internet.

»I takt med udbredelsen af smartphones, iPads og andet bærbart udstyr efterspørger stadig flere kunder en stabil internetforbindelse på rejsen. Derfor vælger vi, at kunderne skal kunne komme på nettet gratis. Det tror vi, at de vil tage rigtig godt imod, og vi er sikre på, at det vil øge kundetilfredsheden hos de eksisterende kunder og trække nye kunder ind i togene«, siger Mogens Jønck, kommerciel direktør i DSB, til Politiken.

Den gratis wifi-adgang vil - formentlig fra omkring efterårsferien - blive budt til kunder på første klasse og medlemmer af DSBs gratis fordelsprogram. Inden da skal DSB og TDC forbedre kapaciteten og samtidig styrke forbindelsen for kunder med eget netværk.

Både DSB og teleselskaberne er i flere år blevet kritiseret for de dårlige net- og mobilforbindelser langs hovedstrækningerne mellem landets største byer. Foruden den nye kontrakt med TDC er DSB og landets fire teleudbydere blevet enige om at lappe signalhullerne på mobilnettet i hele intercity- og lyntogstrafikken.

Socialdemokraternes IT-ordfører Trine Bramsen har truet DSB og teleselskaberne med lovgivning, hvis de ikke fandt hinanden ad frivillighedens vej. Derfor er hun fornøjet med udsigten til forbedrede net- og mobilforhold for tusindvis af passagerer og pendlere.

»Jeg er meget glad for aftalerne, som gør det mere attraktivt at tage toget. Det er ikke så tit, at DSB får ros, men det er virkelig flot, at de oven i købet vil tilbyde gratis internet til kunderne. Det vil understøtte, at folk bruger deres arbejdstimer mere effektivt, og det er i tråd med vores politiske ønske om at få danskerne til at arbejde lidt mere«, siger Trine Bramsen til Politiken.

For TDC er erhvervsaftalen med DSB »af en pæn størrelse«, og den er indgået for at tjene penge - ikke for at behage Christiansborg:

»Vi har en kommerciel interesse i at levere denne løsning til DSB og de togrejsende«, siger Peter Stig Andersen til Politiken.