Bedre julegaver på vej

Der er gryende optimisme i forbrugerelektronikbranchen, som de næste dage viser alt, hvad de kan, på Europas største messe af slagsen.

Ved åbningen af sidste års IFA-messe i Berlin lukkede tyske toldere flere især asiatiske stande med tvivlsomme kopiprodukter som MP3-afspillere, digitale TV-modtagere og TV-apparater. Foto: Rainer Jensen, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De lover faktisk bedre julegaver.

Producenter og forhandlere af forbrugerelektronik - alt den slags, der kan sættes strøm til - er begyndende optimister.

Det vil 1.164 udstillere fra 62 lande fortælle i Berlin i de kommende dage på Internationale Funkausstellung (IFA), verdens største fagmesse for forbrugerelektronik. Fra 4. til 9. september præsenterer alle de store producenter det ypperste, de kan tilbyde, inden for elektronik og elektronisk underholdning. Her er enorme fladskærme, TV-mobiltelefoner, mobile afspillere, satellitnavigation, 3D-billeder og hele hjemmebiografer. Alt sammen skal naturligvis være så energirigtigt som muligt.

Alene det faktum, at der er stort set lige så mange udstillere i år som sidste år, kan være et tegn på, at optimisterne får ret. Den del af messen, som handler om udstyr til hjemmene, har 20 procent flere udstillere i år. Alle de store er med: Samsung, Sony, LG, TomTom, Philips og Acer men også flere, der blev væk sidste år, nemlig verdens største mobilselskab Vodafone, elektronikproducenten Pioneer og hovedtelefonproducenten Sennheiser.

Flere fladskærme

Markedet for forbrugerelektronik er gået syv procent tilbage frem til sommerferien i år, men salget af fladskærmsfjernsyn har holdt sig nogen lunde stabilt i takt med, at flere lande digitaliserer TV-signalet, sådan som det sker i Danmark 1. november. Samtidig begynder der at komme programmer i HD-kvalitet (høj definition) med skarpere billede og bedre lyd. I Tyskland er TV-salget steget med 20 procent i første halvår af i år.

»Vi forventer et normalt salg i anden halvdel af året. Man kan sige, at vi er lidt optimistiske,« siger Rainer Hecker, formand for den tyske forbrugerelektronikbranche GFU.

Sidste år blev der indgået aftaler for 21,8 milliarder kroner i løbet af de seks dage, som IFA varede.

Internationale Funkausstellung har fundet sted siden 1924.