Bedemænd får smæk af Konkurrencerådet

Ved hjælp af "etiske regler" har de danske bedemænd forsøgt at hæmme konkurrencen, viser ny afgørelse. Bedemænd lover at ændre reglerne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Under dække af etiske retningslinjer har Brancheforeningen Danske Bedemænd forsøgt at hæmme konkurrencen. Det vurderer Konkurrencerådet, og har på den baggrund erklæret bedemændenes etiske retningslinjer for ulovlige i dag.

Det drejer sig konkret om tre bestemmelser i bedemændenes etiske retningslinjer. De beskriver, at foreningens medlemmer ikke må oplyse priser i deres annoncer og i øvrigt heller ikke bruge radio eller tv til at annoncere i. Ifølge retningslinjerne vil priserne virke "vildledende" på kunderne.

Det er konkurrencemyndighederne lodret uenige i, og direktør Agnete Gersing i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er godt tilfreds med afgørelsen.
"Som følge af afgørelsen vil vi forhåbentlig se, at flere bedemænd annoncerer med priser. Det styrker konkurrencen i branchen og pårørende til afdøde vil kunne få bedre kendskab til prisniveauet, før de handler," siger hun.

Bedemændene undrer sig over afgørelsen.
"Reglerne har været gældende siden 1992 og i øvrigt været offentligt tilgængelige, så vi er dybt forundret over, at afgørelsen kommer nu," siger Aksel Jørgensen, business-manager i brancheforeningen Danske Bedemænd.

Dog vil foreningen ikke anke dommen. I stedet vælger den at rette ind og slette de enkelte bestemmelser, som er erklæret ulovlige.

"Vi retter os efter afgørelsen og meddeler vores medlemmer, at bestemmelserne er fjernet fra vores etiske regler inden fire uger. Vi stoler på, at afgørelsen er i overensstemmelse med lovgivningen," siger Aksel Jørgensen.

Han fortæller, at medlemmerne nu selv må vurdere, om de vil oplyse priser. Ifølge ham er det dog ikke nogen god idé.

"Når en pårørende ser en annonce på tv, så får han eller hun forventning om, at prisen som oplyses passer. Men I sidste ende kan prisen jo sagtens blive en anden, fordi behovene og dermed prisen ofte ændrer sig under en samtale med bedemanden," siger Aksel Jørgensen.