Bech-Bruun huser storbank, der lænsede Schweiz for udbytteskat

Storbanken Morgan Stanley brugte sit danske datterselskab med adresse hos advokatfirmaet Bech-Bruun til uretmæssigt at kræve udbytteskat fra Schweiz. Skiftende Bech-Bruun-partnere har siddet i selskabets bestyrelse siden 2004 og sidder der stadig.

Det er her på advokatfirmaet Bech-Bruuns adresse på Langelinie Allé i København, at den amerikanske storbanks danske datterselskab har haft til huse siden 2004. Skiftende Bech-Bruun-partnere har siden siddet i bestyrelsen i selskabet, som har måttet betale over 40 millioner udbyttekroner tilbage til Schweiz, som selskabet uretmæssigt havde fået refunderet i udbytteskat. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Advokatfirmaet Bech-Bruun knyttes nu endnu tættere til sager om problematiske transaktioner med udbytteskat.

I den forløbne uge har Bech-Bruun været skydeskive for politikere og myndigheder, som er chokerede over, at advokatkontoret har rådgivet centrale aktører i udbytteskandalen, som har drænet den danske statskasse for 12,7 mia. kr.

Politiken og DR afslørede forleden, at landets tredjestørste advokatkontor på én og samme gang har rådgivet Skat om udbyttesvindel og bistået den tyske bank North Channel Bank, som har været centrum for at trække næsten fire udbyttemilliarder kr. ud af den danske statskasse.

Bech-Bruun var ud over at være rådgiver for den tyske bank desuden indtil for nylig rådgiver for to canadiske pensionskasser, som er blandt dem, Skattestyrelsen mener, har svindlet sig til at skaffe sig tilbagebetaling af udbytteskat fra Danmark.

Huser Morgan Stanley

Berlingske kan nu afsløre, at det danske advokatkontor siden 2004 har haft storbanken Morgan Stanleys danske datterselskab boende på sin adresse på Langelinie Allé 35 i København. Som Børsen for nylig skrev, har netop det danske datterselskab, Morgan Stanley Equity Finance (Denmark) ApS, været brugt til uretmæssigt at trække udbyttemillioner ud af Schweiz i 00erne.

Næstformand i Bech-Bruun Steen Jensen

»Bech-Bruun har ikke bistået Morgan Stanley med udbytterefusion.«


Morgan Stanley Equity Finance (Denmark) ApS har stadig til huse hos advokatkontoret. Men der er ikke kun tale om et adressefællesskab. Bech-Bruun har haft tre forskellige partnere siddende i bestyrelsen i selv samme datterselskab siden 2004, da det blev stiftet. Og partner i Bech-Bruun, Tina Øster Larsen, samt en tidligere Bech-Bruun-advokat sidder fortsat i bestyrelsen.

Trak udbytte ud af Schweiz

Morgan Stanley Equity Finance (Denmark) ApS blev brugt til uretmæssigt at trække udbyttemillioner ud af Schweiz. Efter et langvarigt retligt forløb med de schweiziske skattemyndigheder, måtte storbankens danske datterselskab betale over 90 mio. kr. tilbage. Et forlig med skattemyndighederne i alpelandet i 2016 endte dog med, at Morgan Stanley Equity Finance (Denmark) ApS kunne nøjes med at betale godt 40 mio. kr. tilbage til den schweiziske statskasse på grund af forældelse.

Morgan Stanley Equity Finance (Denmark) ApS gør rede for skattesagen i sit årsregnskab fra 2015, men undlader dog at nævne, at sagen drejer sig om Schweiz, som blot omtales som »a foreign tax authority«.

Børsen kortlagde for et par uger siden, hvordan bl.a. Morgan Stanley og en anden storbank, nemlig australske Macquarie Bank, har brugt deres danske datterselskaber til at hive hundredvis af millioner ud af den schweiziske statskasse.

Avisen har gennemgået regnskaberne fra flere internationale bankers danske datterselskaber og når frem til, at store banker i slutningen af 00erne benyttede deres danske datterselskaber til uretmæssigt at kræve mindst 1,5 mia. kr. i udbytteskat tilbage fra Schweiz. I 2007 blev schweizerne dog mistænksomme og lukkede for refusionerne.

Bech-Bruun i bestyrelsen fra start

Skiftende Bech-Bruun-partnere har ifølge Erhvervstyrelsens CVR-register siddet i bestyrelsen i Morgan Stanleys datterselskab, siden det blev stiftet i 2004. Selskabet har også haft adresse hos det danske advokatfirma fra den dato.

Bech-Bruuns første medlem af bestyrelsen i Morgan Stanley Equity Finance (Denmark) ApS var Carsten Pals, som fortsat sidder i bestyrelsen sammen med det nyeste bestyrelsesmedlem fra Bech-Bruun, Tina Øster Larsen.

Hun beskæftiger sig ifølge Bech-Bruuns hjemmeside med etablering af og investering i private equity-strukturer, og hun har omfattende erfaring med at rådgive både danske og internationale institutionelle investorer om investeringer både i private equity-strukturer og alternative investeringer i Danmark og internationalt.

Stig Bigaard, tidligere Bech-Bruun-partner og medlem af bestyrelsen i Morgan Stanleys danske datterselskab

»Det har jeg ikke lyst til at tale med dig om.«


Det er ikke lykkedes for Berlingske at komme igennem til Tina Øster Larsen, som afløste forhenværende Bech-Bruun-partner Stig Bigaard i Morgan Stanley-bestyrelsen for nylig. Stig Bigaard forlod advokatkontoret sidste sommer efter mange år i firmaet, hvor han i 2016 kunne fejre 25-års jubilæum.

Berlingske har været i kontakt med Stig Bigaard for at spørge ham om, hvad hans rolle har været som bestyrelsesmedlem i Morgan Stanley Equity Finance (Denmark) ApS, men han henviser alle spørgsmål om selskabet til Bech-Bruun:

»Det har jeg ikke lyst til at tale med dig om,« siger han.

Carsten Pals er ikke at finde blandt Bech-Bruuns medarbejdere på advokatkontorets hjemmeside, men på sin LinkedIn-profil figurerer han fortsat som partner. Her fortæller han også, at han bl.a. beskæftiger sig med beskatning af finansielle produkter og aktieudlån og primært yder rådgivning til udenlandske banker og finansielle virksomheder.

Det har ikke været muligt at få kontakt til Carsten Pals.

Ingen kommentarer

Berlingske har spurgt Bech-Bruuns næstformand Steen Jensen om, hvorfor Morgan Stanleys danske datterselskab har haft adresse hos advokatfirmaet siden 2004, og hvorfor Bech-Bruun-partnere siden 2004 har siddet og fortsat sidder i bestyrelsen i selskabet.

»Vi kan ikke udtale os om et klientforhold, så jeg må henvise dig til Morgan Stanley,« siger Steen Jensen.

Han afviser, at Bech-Bruun har rådgivet Morgan Stanley om udbytteskat:

»Bech-Bruun har ikke bistået Morgan Stanley med udbytterefusion og rådgivning herom,« skriver han i en mail.

Berlingske har kontaktet Ian MacCleod, som er vicepresident hos Morgan Stanley i England pr. telefon og mail. Men han er ikke vendt tilbage.

»Rodet sammen i en pærevælling«

Finans.dk bragte torsdag indholdet af et brev, som Bech-Bruun har sendt til sine kunder. Her klager advokatkontoret over at være udsat for en mediestorm, hvor alt blandes sammen »i en pærevælling«.

Bech-Bruun bedyrer i brevet sin uskyld over for kunderne:

»Lad mig derfor starte med at slå fast: Bech-Bruun har ikke medvirket til skattesvindel, og Bech-Bruun var ikke inhabil, da vi påtog os undersøgelsen for Skatteministeriet,« hedder det i brevet.

Afsløringerne af, at Bech-Bruun har rådgivet den tyske bank North Channel Bank og de canadiske pensionskasser, har betydet, at Bech-Bruun har bedt to af sine skatteeksperter om at forlade advokatkontoret. En partner, Arne Riis, forlod Bech-Bruun i 2015 til fordel for det mindre advokatkontor Accura. Men her udtrådte han af partnerkredsen forleden som følge af sin rådgivning i udbyttesagen.

I brevet til kunderne forklarer Bech-Bruun, at man har skilt sig af med eksperterne, fordi de ikke var tilstrækkeligt opmærksomme på risikoen for misbrug i forhold til Bech-Bruuns etiske standarder.