Bavarian opnår orphan drug status for ny kræftvaccine

Foto: Betina Garcia

. Bavarian Nordic oplyser, at de amerikanske sundhedsmyndigheder, U.S. Food and Drug Administration (FDA), har tildelt orphan drug status til selskabets nye kræftvaccine, BN-Brachyury til behandling af chordoma.

Chordoma er en sjælden kræfttype, der forekommer langs rygsøjlen. Den er en svær kræfttype at behandle på grund af dens nærhed til og/eller sammenhæng med kritiske strukturer som for eksempel hjernestammen, rygmarven og vigtige nerver og arterier.

- Vi er meget glade for at modtage orphan drug status for vores chordoma-program i lyset af, at der mangler effektive behandlinger for denne patientgruppe, udtaler Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic, i meddelelsen.

Chordoma forekommer i blot ét ud af 1 million mennesker hvert år. Således diagnosticeres cirka 300 patienter med chordoma hvert år i USA, og cirka 700 i hele Europa. Det anslås, at færre en én ud af 100.000 mennesker lever med sygdommen.