Bavarian-direktør: Kapitalrejsning skal sikre forspring

Med torsdagens kapitalrejsning har Bavarian Nordic netto fået cirka 640 mio. kr. ekstra i kassen, og de penge skal blandt andet bruges på at fastholde selskabets position inden for udvikling af kræftmidler.

Foto: Betina Garcia. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Det siger koncernfinansdirektør Ole Larsen, der ud over kræftmidlet CV-301 desuden ser mulighed for, at pengene kan blive brugt på RSV-programmet, der er en vaccine mod en virus i luftvejene.

- Begge områder er meget konkurrenceprægede. Inden for cancer mener vi, at vi ligger i spidsen blandt nogle få, og den kapitalindsprøjtning, vi har fået, giver os mulighed for at accelerere de nødvendige studier, så vi kan blive ved med at være i spidsen i et konkurrencepræget marked, siger Ole Larsen.

Med kapitalforhøjelsen venter Bavarian at have et kapitalberedskab på cirka 1900 mio. kr. ved udgangen af 2016 mod tidligere meddelt 1300 mio. kr. Dermed bliver Bavarian også mindre afhængig af de offentlige kontrakter på koppevaccine, der hidtil har sikret selskabet store indtægter.

- Hvis der kommer en forsinkelse på tre til seks måneder fra de store regeringskontrakter, hvilket ikke vil anses for en forsinkelse i regeringsøjemed, men det får indflydelse på os, så har vi taget den risiko ud af ligningen ved at hente de her penge, siger Ole Larsen.

Han peger på, at det kan få stor betydning i forhold til udviklingen af RSV-vaccinen, at studierne times rigtigt. Det skyldes, at der er tale om en sæsonsygdom, hvilket betyder, at en forsinkelse på få måneder kan koste et helt år i planlægningen, hvis patienterne til studierne ikke rekrutteres i tide.

Bavarian nævner desuden, at det kan komme på tale at udbygge sin fabrik i Kvistgård.

- Det er lidt atypisk, at et biotekselskab har egen produktionsfacilitet. Men vi har mulighed for at producere alle de produkter, vi har i pipelinen, og det er klart, at hvis RSV går videre, og data viser, at det kan blive til noget, så skal vi overveje vores produktionsfaciliteter. For RSV er en influenca-lignende sygdom og kan blive ligeså stort som influenzamarkedet. Det vil i givet fald være et tocifret millionantal doser, der skal produceres hvert år, og det vil kræve, at vi løfter kapaciteten, siger Ole Larsen og tilføjer:

- En anden ting er, at vi i dag ikke klarer al produktion selv. Fyldning og frysetørring står vi ikke for selv, og det er en overvejelse værd, om vi skal tage det ind og reducere risikoen i og med, at vi så får hånd i hanke med hele processen, siger Ole Larsen.