Bavarian-bestyrelse bryder tavsheden om købstilbud: »Vi skriver næsten helt sikkert under på vores fyreseddel«

Kritikken har haglet ned over bestyrelsen i Bavarian Nordic. Købstilbuddet fra to kapitalfonde er blevet håndteret helt forkert, har det blandt andet lydt fra flere aktionærer. Nu svarer næstformand igen.

Anne Louise Eberhard har haft flere fremtrædende poster i Danske Bank. I dag er hun, ud over at være næstformand i Bavarian Nordic, også formand for bestyrelsen i Finansiel Stabilitet og sidder blandt andet i bestyrelsen for FLSmidth. Arkivfoto: Sofia Busk/Ritzau Scanpix

Bestyrelsen i Bavarian Nordic har mødt massiv kritik for håndteringen af det 19 milliarder store købstilbud på medicinalkoncernen.

Stifter Asger Aamund har særlig ført an og har blandt andet sagt, at bestyrelsesmedlemmerne har »dummet sig helt utroligt«, fordi bestyrelsen har anbefalet et købstilbud fra to kapitalfonde.