Bavarian-aktien buldrer op efter grønt lys fra EU

Biotech-selskabet Bavarian Nordic, der har Asger Aamund som bestyrelsesformand og storaktionær, har fået en vigtig markedsføringstilladelse i EU.

Asger Aamund er bestyrelsesformand og storaktionær i biotekselskabet Bavarian Nordic Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Europa-Kommissionen har givet Bavarian Nordic markedsføringstilladelse i EU til selskabets koppevaccine Imvanex (MVA-BN) til vaccination af den almene, voksne befolkning imod koppevirus, herunder også immunsvækkede personer.

Godkendelsen omfatter alle medlemslande i den Europæiske Union samt Island, Liechtenstein og Norge.

Aktien reagerer positivt på meddelelsen og stiger 13 pct. til 69 kr. Inden meddelelsen var den steget omkring det halve.

- Markedsføringstilladelsen repræsenterer en væsentlig milepæl for Bavarian Nordic og vores MVA BN vaccineplatform, som det er lykkedes os at føre fra tidlig forskning, gennem klinisk udvikling og frem til godkendelse, og som er grundlaget for adskillige af vores øvrige vaccinekandidater i udviklingsporteføljen, udtaler Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian Nordic, der også erklærer sig "begejstret over at modtage den første lægemiddelgodkendelse".

Han ser frem til at samarbejde med de europæiske landes regeringer omkring deres nationale beredskabsplaner.

Imvanex er den eneste koppevaccine, der er godkendt i alle EU's medlemslande og er udviklet under navnet Imvamune i henhold til kontrakter med den amerikanske regering.

/ritzau/FINANS