Baugur vil have fuld kontrol med modekæde

Den islandske storinvestor Baugur forventes i denne uge at komme med et købstilbud på den britiske herremodekæde Moss Bros.

Baugur ejer i forvejen 29 pct. af Moss med 150 butikker, men ventes ifølge The Sunday Times at ville byde på resten til en pris, der værdisætter kæden til knap 450 mio. kr.

Baugur er en stor aktør i den britiske detailhandel og ejer blandt andet stormagasinkæden House of Fraser, Hamleys-legetøjskæden og en række andre modehuse.

Herhjemme er Baugur kendt for sit ejerskab af Magasin og Illum, og er også storaktionær i det store nye nordiske ejendomsselskab Landic Group, der omfatter Illum og Magasin-ejendomme, det hedengangne Keops og Atlas Ejendomme, der står bag en perlerække af ejendomme i det indre København.

Baugur er imidlertid ved at bytte sine Landic-aktier med aktier i det økonomisk plagede investeringsselskab FL Group, der også hører hjemme i Island.