»Barylen« og Mögers guldfugle spinder guld på halm

PensionDanmark og »guldfuglene« i Copenhagen Infrastructure Partners med henholdsvis Torben Möger Pedersen og Jakob Baruël Poulsen i spidsen er glade. Pensionskassebossen satser på i en lang årrække at få et højt afkast på over 1 milliard kr. i investeringer i nyt halmfyret biomasseværk i England.

Torben Möger Pedersen og Jakob Baruël Poulsen Fold sammen
Læs mere

Pensionsselskaberne, herunder PensionDanmark, er på jagt efter grønne energiprojekter, hvor de kan investere danskernes pensionspenge.

Og halmfyrede kraftværker til produktion af grøn strøm er nærmest guld værd at investere i, når man skaber den rigtige model til at give et højt afkast.

Det mener Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.

Til at føre investeringerne ud i livet har Möger Pedersen bl.a. lederen af DONGs forhenværende elitedivision, Jakob Baruël Poulsen, også kaldet »Barylen«.

Han er i nu er frontfigur i pengemaskinen Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, men det var i DONG, at han fik det særprægede tilnavn.

I dag blev Storbritanniens største halmfyrede kraftværk, Brigg, til 1,4 milliarder kr. indviet.

Det er hovedsageligt finansieret af pensionskassen PensionDanmark og leverer lige så meget strøm, som 75.000 engelske husstande bruger om året i el.

Torben Möger Pedersen regner med, at PensionDanmark over et par årtier får et højt afkast af de 1,3 milliarder kr., selskabet har investeret i kraftværket Brigg via en fond.

Den bliver styret af Copenhagen Infrastructure Partners, CIP. Fondens penge er investeret i et kraftværket, der ligger i North Lincolnshire mellem Sheffield og Grimsby.

Torben Möger Pedersen fortæller her til Berlingske, hvorfor og hvordan hans selskab har investeret 1,3 milliarder kroner i et dansk joint venture, der nu har indviet sig første halmfyrede kraftværk.

Burmeister & Wain, BWSC, kommer med de sidste 100 mio.kr.

»Vi forventer et årligt afkast af den investerede kapital, der ligger over fem og under ti procent. I de første 15 år er elprisen låst fast, og derefter sælges el fra kraftværket til markedspris,« siger Torben Möger Pedersen.

Som han ser det, er joint venturet mellem PensionDanmark,CIP og   Burmeister & Wain Scandinavian Contractor, BWSC, en unik model. PensionDanmark leverer finansieringen, CIP leverer præcis projektstyring og BWSC har teknologien.

Joint venturets mål er at bygge, eje og drive biomassekraftværker i Nord- og Vesteuropa og Nordamerika.

Möger Pedersen siger desuden, at Brigg et godt eksempel på hvordan danske institutionelle investorer og danske teknologivirksomheder indgår partnerskaber og byder ind med fuldt finansierede løsninger på mange investeringsområder.

Det er områder, som hvor man realiserer FNs mål for bæredygtighed indeholder, og som er én af de centrale anbefalinger ambassadør Peter Taksøe-Jensens nyligt offentliggjorte rapport om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, mener han.

»Med joint-venturet har vi fundet en model, som giver PensionDanmark et attraktivt afkast med begrænset risici. Samtidigt bidrager vi til den grønne omstilling og til at øge Danmarks eksport af energiteknologi. Vi ser derfor et stærkt potentiale i disse typer af partnerskaber,« tilføjer Torben Möger Pedersen.

Ved at etablere joint venturet har PensionDanmark, CIP og BWSC kunnet levere en meget konkurrencedygtig pakke, dvs. et fuldt finansieret biomassefyret kraftværk, siger Torben Möger Pedersen.

Det var Jakob Baruël Poulsen og hans topmedarbejdere i DONGs vinddivision, der sammen med den tidligere ledelse i DONG med Anders Eldrup i spidsen udviklede ideerne, som har en andel i at værdien af DONG, der snart skal børsnoteret, er løftet til 100 milliarder kroner eller måske mere.

Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, er et managementselskab, der blev etableret i 2012 af PensionDanmark og de fem fremtrædende profiler fra DONGs vinddivision.

Ud over Barüel Poulsen, er teamet Rune Bro Róin, Torsten Lodberg Smed, Christian T. Skakkebæk og Christina Grumstrup Sørensen.

Managing partner i Copenhagen Infrastructure Partners, Jakob Baruël Poulsen deltager i indvielsen sammen med bl.a. Christina Grumstrup og en række danske og britiske deltagere.

Og det var Jacob Baruël Poulsen, der var første taler ved indvielsen.

»Det er meget glædeligt, at vores kraftværk nu er åbnet officielt, og at vi har fejret det med vores partnere, investorer, myndigheder og organisationer har arbejdet sammen med os lokalt om at gennemføre vores projekt succesfuldt. Tak til den britiske regering, der har skabt de stabile regulatoriske rammer, som understøtter investeringer i vedvarende energiinfrastruktur som biomasseværket Brigg,« sagde Jakob Baruël Poulsen.

Det nye biomasseværk er det første af tre, måske snart fire værker, CIP på vegne af PensionDanmark investerer i England.