Striden mellem de to ejere af Valdemars Slot, Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus, får nu konsekvenser.
Som Berlingske kunne fortælle i sidste uge, har det vist sig umuligt for de to søstre at blive enige om at godkende regnskabet for selskabet bag slottet.
Regnskabet skulle være sendt til Erhvervsstyrelsen for længst, men den ene frist efter den anden er blevet overskredet.
Derfor er selskabet bag slottet, Valdemars Slot Gods A/S, nu sendt til tvangsopløsning. Det fremgår af oplysninger i cvr-registret.
»Vores klient har på nuværende tidspunkt ikke nogen kommentarer,« skrev Caroline Flemings advokat, Martin Kruhl fra DLA Piper, tidligere på ugen, da Berlingske spurgte efter hendes kommentar til risikoen for en tvangsopløsning.
»Kan blive nødvendigt at sælge slottet«
Siden 1678 har Valdemars Slot på Tåsinge været ejet af slægten efter søhelten Niels Juel, hvor Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus repræsenterer 12. generation.
Men det kan snart være slut.
Ved en tvangsopløsning bliver selskabets direktion og bestyrelse afsat og erstattet med en såkaldt likvidator. Det er en advokat, som skal forsøge at bringe orden i selskabets forhold. Hvis likvidatoren ikke kan få de to ejere til at bilægge striden og godkende et regnskab for Valdemars Slot Gods A/S meget snart, kan en konkurs være lige om hjørnet.
»Hvis selskabet går konkurs, kan det blive nødvendigt at sælge slottet,« udtalte den erfarne konkursadvokat Pernille Bigaard i sidste uge til Berlingske.

Mistanke om misbrug af midler
Og hvad er det så for en strid, der har bragt stor usikkerhed om det fremtidige ejerskab af Valdemars Slot?
Som tidligere beskrevet har Louise Iuel Albinus og hendes mand, Nikolaj Albinus, de seneste år stået for driften af slottet, mens Caroline Fleming boede i London.
Men ifølge Berlingskes oplysninger udtrykte Caroline Fleming tidligere på året – via sin advokat – bekymring for, om Louise og Nikolaj Albinus havde brugt slottets midler på rent private formål.
Samtidig mente hun ifølge Berlingskes oplysninger, at et nylig aflagt regnskab for Valdemars Slot Gods A/S var misvisende, hvorfor hun fik gennemtrumfet, at regnskabet blev trukket tilbage hos Erhvervsstyrelsen.
I den forbindelse satte Erhvervsstyrelsen en frist for indlevering af et nyt regnskab, hvis ikke Valdemars Slot Gods A/S skulle sendes til tvangsopløsning.
Men selvom Louise Iuel Albinus og Nikolaj Albinus har fremlagt et nyt og ændret regnskab for Caroline Fleming, har hun ikke ønsket at godkende det. Derfor er Valdemars Slot Gods A/S nu taget under tvangsopløsning.
Berlingske har tirsdag forsøgt at få en kommentar fra både Caroline Fleming, Louise Iuel Albinus og Nikolaj Albinus.
Ingen af dem er vendt tilbage på henvendelserne.