Bare rolig - dit Samsung-fjernsyn går ikke i sort

Opdatering af Samsung-TV gik galt i Storbritannien, men den er stoppet, inden det skaber problemer i Danmark.

Foto: PAUL J. RICHARDS. En opdatering af Samsungs smart-TV gik helt galt, men danskerne bliver ikke ramt. Arkivfoto: Paul J. Richards, Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Ejere af Samsung-fjernsyn behøver ikke at frygte britiske tilstande, hvor masser af fjernsyn er gået i sort, efter at softwaren på fladskærmen blev opdateret.

»Softwareopdateringen er ikke blevet gennemført i Norden, og derfor er de danske fjernsynsejere ikke påvirket,« fortæller Samsung i Danmark til Berlingske.

Samsung er det mest solgte TV-mærke i Danmark foran LG og Philips.

Umuligt at skifte kanal

Det gik helt galt i Storbritannien, da Samsung forrige torsdag sendte en softwareopdatering ud til fladskærmene, der er koblet på hjemmets internetforbindelse. Snart strømmede klagerne ind fra vrede TV-ejere, som stod tilbage med fjernsyn, som ikke kunne skifte kanal, og hvor de apps, som er installeret på fjernsynene til f.eks. at se Netflix, ikke virkede.

Flere af klagerne har skrevet, at de har måttet have teknikere på besøg for at få fjernsynet i gang igen, og der er tale om apparater i den dyre ende, helt op til 18.000 kroner.

Samsung har selv oplyst, at færre end 200 brugere har klaget.

Stoppet i tide i Norden

Opdateringen er sendt ud til fjernsyn i 2017 MU-serien 17. august, skriver det britiske dagblad, The Guardian.

Så snart klagerne begyndte at strømme ind, standsede Samsung opdateringen, og den er altså ikke lagt ud til kunder i Norden.

Mange købere kritiserer Samsungs langsommelige håndtering af problemerne. Mange har fået at vide, at »vi er opmærksomme på problemet og vil vende tilbage«, men stadig seks dage senere er der stadig ikke sket forbedringer.

Smart-TV-apparater rummer ud over den klassiske TV-mulighed en hel brugerflade, som gør fjernsynet til en computer. Her kan man installere forskellige streamingapps, som TV-producenten på forhånd har udvalgt, så snart fjernsynet kobles på internetforbindelsen. Dermed bliver TV-apparatet forsøgt gjort til hele »kontrolpanelet« for hjemmets underholdning, uanset om man vil se klassisk TV eller bruge nettjenester som DR.dks store arkiv eller købetjenester som Netflix og HBO, hvor der er film og serier på alle hylderne.