Banknordik-topchef: Kundefremgang i Danmark løfter resultat

En pæn tilgang af bankkunder især fra Danmark er med til at sikre fremgang for Banknordik.

Foto: Liselotte Sabroe. Banknordik-topchef: Kundefremgang i Danmark løfter resultat
Læs mere
Fold sammen

Færøske Banknordik har i første halvdel af året opnået en fremgang i driftsresultaterne.

Det er især markant lavere nedskrivninger, der har sikret banken fremgangen. Men derudover er en pæn tilgang af bankkunder - især fra Danmark - også med til at sikre fremgang.

- De lavere nedskrivninger har vi opnået ved gode kunder, der ikke giver tab. Der har været en lavkonjunktur med visse tab de senere år. Nu begynder vi at se, at der er hensat nok, og at vi kan tilbageføre nogle af nedskrivningerne. Det betyder dog ikke at, det vil være sådan hvert kvartal, siger Janus Petersen, administrerende direktør i Banknordik, til Ritzau Finans.

Bankens nedskrivninger lød i første halvdel af året på 15 mio. kr. i halvåret mod 40 mio. kr. i samme periode året før. Det skyldes især en nettotilbageførsel på 5 mio. kr. i andet kvartal.

Banknordik kommer ud af første halvår med et driftsresultat på 88 mio. kr., hvilket er en fremgang på 20 mio. kr. mod året før.

Fremgangen i kunder omfatter såvel erhvervskunder som privatkunder, fortæller Janus Petersen.

- Vi er kommet rigtig godt på plads med vores organisation i Danmark. Vi har oplevet stor tilgang af kunder, som bidrager med vækst til banken. Vi havde en vækst på omkring en halv mia. kr. i udlån især i Danmark. Og vi havde en vækst på omkring en halv mia. kr. i realkredit. Samlet er det en betydelig vækst i forretningsomfang.

- Det har blandt andet affødt en stor vækst i gebyrindtægter blandt andet i forbindelse med stiftelse af lån. Samtidig har vi haft en stor vækst i investeringsområdet som følge af kundetilgangen, forklarer Janus Petersen.

Gebyrindtægterne nyder godt af et lavt renteniveau og et højt konverteringsomfang, der står for omkring en tredjedel af væksten i gebyrindtægterne. Bankens administrerende direktør er også positiv omkring bankens fremtid.

- Vi er ikke vokset for meget i Danmark. Vi synes, det er en naturlig udvikling, at vi ligger bedre i markedet. Vi skal gerne vinde frem. Men vi taler stadig om en vækst på omkring 5 pct., så det er ikke alarmerende højt, men selvfølgelig meget i forhold til, hvor meget markedet generelt er vokset sidste år, siger Janus Petersen.

Banknordik fastholder forventningerne til 2015 om et resultat før skat, kursregulering og nedskrivninger - et driftsresultat i Banknordik-terminologi - på 200-240 mio. kr. Nedskrivningerne på udlån ventes dog nu at være "væsentligt" lavere end 2014, hvor de udgjorde 85 mio. kr.

- Vi forventede allerede ved årets indgang, at vores nedskrivninger vil være lavere i 2015 end i 2014. Nu har vi skærpet den lidt. Vi ved selvfølgelig ikke præcist, hvad den bliver, men er optimistiske, siger Janus Petersen.

På bundlinjen lyder resultatet på 57 mio. kr., hvilket er en tilbagegang fra 64 mio. kr. i samme periode året før. Tilbagegangen skyldes blandt, at banken har sagt farvel til 25 medarbejdere.

 

- Det medførte nogle opsigelseslønninger, som vi har bogført i andet kvartal som engangsudgift. Dels skyldes det kursreguleringer. I andet kvartal havde vi kurstab. Men vi havde stor kursgevinst i første kvartal. Sammenlagt har det givet kursgevinst, forklarer Janus Petersen.

Tabel for Banknordiks regnskab for første halvdel af 2015:

#

Mio. kr. H1 2015 H1 2014 FY 2014

-----------------------------------------------

Netto renteindtægter 253 258 508,4

Netto gebyrindtægter 118 94 182,8

Nedskrivninger på udlån 15 40 273,1

(netto)

Resultat før skat 79 85 -92,2

Resultat efter skat 57 64 -127,4

-----------------------------------------------

#

Forventninger til 2015:

#

Mio. kr. Ved Q2 2015 Før Q2 2015

-------------------------------------------------------------

Res. før skat, kursregulering 200-240 200-240

og nedskrivninger

Nedskrivninger Væsentligt under 85 Under 85

-------------------------------------------------------------

#