BankInvest melder tidligere medarbejder til politiet

BankInvest har i dag politianmeldt en tidligere medarbejder, som blev bortvist lige før jul, oplyser kapitalforvaltningsselskabet. (Opdateres)

Medarbejderen har i en længere periode overtrådt en række interne forretningsgange og prodcedurer i Bankinvest i forbindelse med en række dispositioner, som forpligter to af BankInvests IT-venturefonde for større millionbeløb.

BankInvest har blandt andet mistanke om, at den pågældende, der var partner i de 2 fonde, har forfalsket underskrifter.

"Det er nu op til myndighederne at afklare, hvad der er foregået. Indtil da må vi vente med at drage konklusioner," siger Bankinvests nytiltrådte adm. direktør Torben A. Nielsen.

"Vi kan dog konstatere, at den pågældende medarbejders aktiviteter bevidst er holdt skjult. Hverken øvrige partnere, venturefondenes bestyrelse, advisory board eller revisorer har haft kendskab til hans handlinger," fortsætter han.

BankInvest påpeger, at ingen af BankInvests investorer kommer til at tabe på sagen.