Bankernes udlån til erhverv dykkede i december

Det er udløst af mindre investeringslyst samt omlægning af finansiering fra banker til erhvervsobligationer.

Konsulent Nikolaj Pilgaard fra Dansk Industri mener, at det er hæmmende for dansk erhvervsliv og væksten i Danmark, at udlånet til erhvervslivet er faldet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Bankernes udlån til det danske erhvervsliv faldt med 24 mia. kr. i 2012, viser en ny statistik fra Nationalbanken.

Udlånet til bankerne faldt med 44 mia. kr. mens realkreditudlånet steg med 20 mia. kr. En del af faldet kan samtidig forklares med ting som omstruktureringer hos Finansiel Stabilitet.

- Faldet i udlånet til erhverv er et resultat af den generelle konsolidering i erhvervsvirksomhederne, hvilket blandt andet hænger sammen med, at de reale investeringer ligger på et lavt niveau. Virksomhederne har samtidig ændret deres finansieringsmønstre. Således har virksomhederne i de første 11 måneder af 2012 udstedt erhvervsobligationer for 29 mia. kr. og har flyttet finansiering fra bankerne til realkreditten, skriver Nationalbanken.

Hos Dansk Industri finder man det problematisk, at udlånet er faldet.

- Det er sket et meget stort fald i bankernes lån til virksomhederne, hvilket skyldes en både de svage konjunkturer og bankernes kraftige opstramning i udlånspolitikken over for erhvervslivet. Udlånet er nu faldet med over 200 mia. kr. siden i 2008. Heldigvis har nogle virksomheder kunne erstatte banklånet med et realkreditlån, men der er stadig rigtigt mange virksomheder, der har store problemer med at skaffe finansiering til sunde projekter, skriver konsulent Nikolaj Pilgaard fra Dansk Industri og fortsætter:

- Det er hæmmende for dansk erhvervsliv og væksten i Danmark med en så voldsom opstramning og mindskning af udlån til erhvervslivet, som derved ikke kan sætte gang i nye investeringer og projekter.