Bankernes IT-udgifter eksploderer

Mobilepay, mobilbanker og digitale mødesystemer er bare nogle af de it-projekter, som bankerne de seneste år har investeret milliarder af kroner i at udvikle og drive.

Foto: Thomas Lekfeldt

Og bankerne bruger flere og flere penge på it, skriver Finans.

De to største banker herhjemme, Nordea og Danske Bank, står selv for deres it. Danske Bank brugte i 2014 godt 2,3 mia. kr. på it-udvikling. Det er ca. 300 mio. kr. mere, end banken brugte tre år tidligere. Nordea brugte i 2014 7,5 mia. kr. på it - heraf knap 3 mia. kr. på udvikling. Og fra i år og de næste fire til fem år vil Nordea bruge mellem 3,7 og 5,2 mia. kr. ekstra på it-udvikling i alt.

Det er store beløb, der er på spil, og de massive investeringer er helt afgørende, hvis bankerne vil vinde kampen om kunderne, mener Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

»Det er kampafgørende for bankerne at investere i it. Det er specielt vigtigt, at de ikke kun udvikler det, de selv vil, men også det, som kunderne får brug for,« siger Lars Krull.

Kigger man på medarbejderudviklingen i banksektoren, er det også tydeligt, at it-delen fylder mere og mere. Mens sektoren generelt har fået 14 pct. færre medarbejdere de seneste fem år, er der i samme periode kommet 4 pct. flere medarbejdere hos bankernes tre it-datacentraler.