Bankernes EDB Central skal spare 125 mio. kr.

Bankernes EDB Central (BEC) med hovedsæde i Roskilde skal spare 125 mio. kr. frem til udgangen af 2010.

Læs mere
Fold sammen
Derfor fik 21 fastansatte i formiddag en fyreseddel. Samtidig har BEC sagt farvel til mere end 100 eksterne konsulenter, skriver Dagbladet Roskilde.

Besparelserne kommer i kølvandet på den aktuelle finanskrise, som har ramt hele den danske banksektor. BEC's administrerende direktør Leo Svendsen forklarer, at selskabet har mistet omkring 125 mio. kr. i omsætning i kølvandet på krisen. Alene omsætningstabet på grund af Roskilde Banks krak beløber sig til omkring 30 mio. kr.

"Med besparelsen på 125 mio. kr. tager vi hårdt fat. Men vi vil gerne være sikre på, at vi ikke hver tredje måned skal ud at varsle nye fyringer. Vi håber og tror på, at vi med dette indgreb ikke skal fyre flere under den nuværende finanskrise," siger Leo Svendsen.

Han glæder sig samtidig over, at BEC har kunnet nøjes med at skulle skille sig af med 21 af virksomhedens egne fastansatte.

"Misforstå mig ikke, jeg er meget berørt på de 21 afskedigedes vegne. Men når det nu skal være, så er det nådigt sluppet, og forklaringen er den enkle, at vi i så høj grad har valgt at få løst opgaver af eksterne konsulenter. det kan vi glæde os over i dag," siger Leo Svendsen.

BEC er ejet af 69 pengeinstitutter, som alle får leveret it-løsninger fra selskabet i Roskilde. Udover de 69 ejervirksomheder tæller BEC's kundeliste også flere hundrede andre finansielle selskaber.

Med dagens afskedigelser er der nu 937 ansatte i BEC, hvoraf langt størsteparten arbejder i hovedsædet i Roskilde. Ifølge Leo Svendsen forventer BEC at komme med et beskedent overskud for 2008, da omsætningen har ligget på lige godt 1 mia. kr.

RB-Børsen