Bankernes dystre fremtidsudsigter

Spørger man over en bred kam landets småbanker om deres aktuelle økonomiske situation, vil de pege på en resultatmæssig fremgang de seneste år og sige, at det går godt. Men det er en sandhed med modifikationer, for bankerne står med en række udfordringer, der truer indtjeningen på sigt.

Foto: Johan Gadegaard. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Banksektorens helt store problem er, at rente­niveauet er så lavt. Det betyder, at bankerne decideret taber penge på at have kundernes penge stående (indlån), mens indtægten på lån til kunderne (udlån) er minimal. I en periode blev de manglende renteindtægter opvejet af gebyrer på kundernes stigende omfang af omlægning af boliglån, men i og med at renteniveauet nu ser ud til at have nået et fast lavt niveau, ebber disse omlægninger og dermed endnu en indtægtskilde ud.

Danskernes privatøkonomi er på det seneste forbedret, og dermed behøver bankerne ikke at sætte lige så mange penge af til tab på udlån i form af nedskrivninger. Det pynter på bankernes regnskaber lige nu, men nye nedskrivningsregler med det mundrette navn IFRS9 er på vej, og så vil bankernes ned­skrivninger stige igen.

I takt med at store banker som Danske Bank og Nordea lukker filialer i lokalområder, vandrer en række lokalpatriotiske kunder hen i armene på de lokale bankdirektører. Men heller ikke dette er en vedvarende indtægtskilde for de pressede banker.

Som Berlingske Business for nylig har beskrevet, er en række jyske banker begyndt at åbne filialer i vækstområde nr. 1: København. Her advarer Finanstilsynet: Pas på, I kender ikke de kunder. Frygten er, at i og med det koster penge at åbne filial og have den kørende, skal der penge i kassen, hvilket kunne friste bankdirektører til at tage risikable kunder, hvor indtjeningen på lån (rentemarginalen) er højere. Altså lige indtil en samfundsøkonomisk nedgang rammer igen, og læsset vælter. Dette var netop, hvad der kostede en masse banker livet under krisen.

Tilsynet ser de farlige tendenser begynde igen, og derfor har tilsynet massiv fokus på, at bankerne har fuldt overblik over den risiko, som de påtager sig (risikostyring).

Gennem længere tid har man kunnet se i Finanstilsynets redegørelser efter inspektioner i bankerne, at mange bankledelser ikke har tilstrækkelig styr på risikostyring samt overholdelse af lovgivning og regler. Dertil kommer, at mange banker ikke indberetter potentielle hvidvask-hændelser til bagmands­politiet, hvilket de er forpligtet til. I teorien kan det selvfølgelig være, at de ingen sådanne hændelser har, men det kan også hænge sammen med, at tilsynet ikke kontrollerer det ved de ordinære tilsyn, og at hvidvaskopgaven derfor tilsidesættes i nogle banker. Også her er nye regler dog på vej, hvilket tvinger bankerne til at sætte flere ressourcer af til området.

Generelt klager bankledelserne over, at tilsynet pålægger dem alt for mange administrative byrder i form af rapportering og ind­beretninger. Klagesangen sker oftest i lukkede kredse, da ledelserne frygter en heksejagt. Som en bankdirektør har fortalt (anonymt):

»Man er lagt ned af arbejde, når tilsynet er efter en. Du kan ikke lave en skid andet. Du er bange for dem. Alene en ordinær inspektion tager simpelthen så lang tid. Så hellere bare være i dialog og rette ind, og så får du til gengæld ro i et års tid. Sådan tænker mange.«

Sammen er man som bekendt stærkere, og derfor er spørgsmålet, hvorfor bankdirektørerne og bestyrelserne i de pressede banker ikke reagerer, mens tid er, og indgår fornuftsægteskab med en stærk bank.

Det kan der være mange grunde til. Lokalbanker har ofte en alder på over 100 år og spiller en vigtig rolle for lokalsamfundet og de lokale erhvervsdrivende. Bestyrelserne er endda oftest fyldt med netop lokale erhvervs­drivende. Hvem tør gøre op med den lokale banks selvstændighed? Og vil en – oftest ældre – bankdirektør fra Udkants-købing med en årsløn på 1,5-2 mio. kr. kunne finde et lige så attraktivt job andetsteds?

Der er masser af effektive og lønsomme banker, hvor ledelsen er fremsynet. Problemet er de bankdirektører og bestyrelser, der sidder og holder sig for øjnene og tænker: »Bare min bank nu overlever min tid ud.« For det får ikke deres udfordringer til at forsvinde.