Bankerne skovler penge ind i kassen

Pengeinstitutternes indtjeningsrekord fra 2005 blev slået i 2006, vurderer en bankekspert. De første offentliggjorte regnskaber understøtter hans skøn. I næste uge kommer de første storbanker med årsregnskaber.

Festen fortsætter forbankerne. Bankeksperten Bjarne Jensen venter, at 2006-regnskaberne markant overgår rekordåret 2005. Arkivfoto: Mogens Ladegaard Fold sammen
Læs mere
På blot en måned har 15 banker skruet forventningerne til sidste års overskud op med en milliard kroner. Det understreger, at bankerne er kommet igennem 2006 med et rekordstort overskud.

Så sent som i går rykkede to banker, Totalbanken på Fyn og Ringkjøbing Bank i Vestjylland, ud med budskaber om, at det er gået bedre end forventet, og at overskuddet derfor bliver større end tidligere meldt ud.

Samlet set er der udsigt til et overskud før skat på næsten 40 milliarder kroner for anstrengelserne sidste år. Det skønner bankeksperten Bjarne Jensen, der driver egen konsulentvirksomhed og udgiver Månedsbrevet Bankinfo.

»Baseret på resultaterne i halvårsregnskaberne, kvartalsregnskaberne for tredje kvartal 2006 samt en lang række børsmeldinger med opjusteringer af resultatforventningerne, er det uomtvisteligt, at banksektoren kommer med endnu et rekordresultat for 2006,« siger Bjarne Jensen.

Festen fortsætter
Hvis han rammer plet med sit skøn, vil bankerne forrente egenkapitalen med i gennemsnit 23 procent, og intet tyder på, at bankernes indtjeningsfest standser her.

»I de tidligere år har det hvert år været svært at forestille sig, at udviklingen kunne fortsætte, men til alles overraskelse er det sket,« konstaterer Bjarne Jensen.

Han påpeger, at det snart ikke længere giver nogen mening at tale om den danske banksektor som en samlet størrelse. Nordea er således en svensk baseret bank, Danske Bank en nordisk bank, der også driver bank i Irland, og Jyske Bank henter også betydelig indtjening i udlandet.

Overskud op 25 pct.
Det første årsregnskab er allerede offentliggjort. Det er Frøs Herreds Sparekasse med hovedsæde i Rødding, der har rapporteret om et overskud før skat på 51 millioner kroner. Det er hele 25 procent bedre end året før, og det bekræfter dermed bankekspertens prognose, selv om en væsentlig del af fremgangen skyldes den svingende post med kursreguleringer fra værdipapirer. Her har sparekassen indtægtsført næsten 20 millioner kroner sidste år, mens der året før blev bogført et tab på et par hundrede tusinde kroner. Gevinsten fra børsmarkedet mere end opvejer, at sparekassens omkostninger vokser langt hurtigere end indtægterne. De samlede udgifter er således steget med over 14 procent, mens indtægterne kun er steget med 2,3 procent.

Den store stigning i udgifterne dækker også over åbning af en ny filial i Sønderborg.

»Jeg er tilfreds. Resultatet viser, at det betaler sig at satse på lokalt engagement og kontrolleret vækst,« siger sparekassedirektør Kurt Jensen.

De første årsregnskaber fra større banker bliver offentliggjort i næste uge. Det gælder således Sydbank og Danske Bank, der begge er klar.