Banker risikerer at stå over for kæmpe milliardkrav

Kommende krav fra den såkaldte Baselkomité kan blive en dyr omgang for danske banker.

Banker og realkreditinstitutter står til at få en kæmperegning på 130 milliarder kroner på baggrund af nye såkaldte Basel krav, hvis de bliver indført i deres nuværende form, skriver Finansrådet i en pressemeddelelse.

Finansrådet, Realkreditrådet og Realkreditforeningen har foretaget nye beregninger af kravene fra den såkaldte Basel-komité, der er sat i verden for at undgå finanskriser ved regulering af finanssektoren.

De 130 milliarder kroner er ifølge TV2 markant højere end de beregninger, som blev lagt frem fra Finansrådet i forbindelse med lobbyorganisationens årsmøde i december 2015.

Dengang lød vurderingen, at det kunne koste sektoren 85 milliarder kroner, hvis reglerne fra Baselkomitéen blev gennemført, som de så ud på daværende tidspunkt.

Ifølge Finansrådet vil den store ekstraregning uundgåeligt komme til at ramme danske boligejere og låntagere.

- Det vil simpelthen blive dyrere at låne både for private og virksomheder. Det er både skidt for økonomien og beskæftigelsen, siger Finansrådets direktør, Ulrik Nødgaard, i pressemeddelelsen.