Banker har tabt milliarder i slutningen af 2008

Bankanalytikere anslår, at de danske banker kan have tabt op til fem milliarder alene i fjerde kvartal på udlån og tab på investeringer.

Det skriver Jyllands-Posten.

Tre måneder, som kostede milliarder. Sådan vil det sidste kvartal i 2008 formentlig blive husket af de danske bankdirektører. De kraftigt forværrede konjunkturer, tab på ejendomsaktører og de voldsomme kurstab blev kulminationen på et år, som bare udviklede sig værre og værre.

Et estimat fra bankanalytiker Bjarne Jensen fra BJ Consult viser, at bankerne kan have tabt omkring fem mia. kr. alene på tab på investeringer og på lån til kunderne i årets sidste tre måneder:

- Fjerde kvartal har været en gyser for bankerne. Flere af dem har stadig ikke fået løst deres problemer i ejendomssektoren. Vi ser samtidig, at tvangsauktioner og konkurser går i vejret, siger han til avisen.

Bjarne Jensen anslår, at bankernes samlede indtjening kommer til at ligge på mellem seks og ni mia. kr. før skat i hele 2008. Det skal sammenlignes med 39 mia. kr i rekordåret i 2007. I 2007 tabte bankerne kun 25 mio. kr. på udlån, mens man i 2006 kunne indtægtsføre et milliardbeløb i stedet for at hensætte til tab på udlån.

I 2008 bliver tallene et tocifret milliardbeløb i minus, når der tages højde for Roskilde Banks kæmpe tab på omkring fem mia. kr.

Bjarne Jensen vil ikke udelukke, at fjerde kvartal bliver så skidt, at det bliver et underskud for banksektoren som helhed. Han tror dog ikke på, at hele 2008 går i rødt:

- Der er ikke tegn på, at 2008 kommer til at være i røde tal. Det kan ske i 2009 eller i fjerde kvartal isoleret, siger han.

Meget afhænger imidlertid af resultatet for Danske Bank. Der har allerede nu været spekulationer i, at den store bankkoncern risikerer at komme ud af året med et underskud, men det skal ses i lyset af, at Danske Bank offentliggjorde et overskud før skat på 9,3 mia. kr. før skat for de første tre kvartaler af 2008.

I Sydbank tror aktieanalysechef Bjørn Schwarz på, at Danske Bank kommer ud af gyserkvartalet med sorte tal på bundlinjen.

- Der er ikke tvivl om, at fjerde kvartal har været grimt for Danske Bank med store tab på udlån. Det kan godt være, at de nedskriver på goodwill også, men jeg går ud fra, at de ikke kommer med så store nedskrivninger, at de kommer ud med røde tal på bundlinjen i fjerde kvartal, siger han.

RB-Børsen