Banker betaler kontant til garantiordning

Banksektoren har indbetalt over to milliarder kroner i kontanter til ny garantiordning.

Læs mere
Fold sammen
Mens politikerne på Christiansborg er klar til at skyde store summer i bankerne, for at undgå en kreditklemme, så synes sektoren ikke at mangle likviditet.

I hvert fald indbetalte landets pengeinstitutter i sidste uge 2,25 milliarder kroner kontant til Afviklingsselskabet til sikring af finansiel stabilitet, der garanterer indskud i danske banker. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Betalingen var den første, siden garantiordningen, der er en del af Bankpakke 1, trådte i kraft i oktober. Der er i perioden fra oktober til januar indsat 2,5 milliarder kroner på kontoen. Fremover skal bankerne hver måned lægge i alt 625 millioner kroner på bordet. Og selv om bankerne kan betale med garantibeviser eller egne aktier, valgte de fleste rede penge.

- Kun 10 procent af det samlede beløb er betalt med aktier, så hovedparten har vi fået i kontanter, siger Henrik Bjerre-Nielsen, direktør i Afviklingsselskabet til sikring af finansiel stabilitet.

/ritzau/