»Bankdrift er ikke en kerneforretning«

A.P. Møller-konglomeratet har i dag annonceret, at man frasælger sin ejerandel i Danske Bank. Det havde man ikke kunnet gøre på en simpel måde uden A.P. Møller Holding

Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

Først Dansk Supermarked, så Danske Bank. Når historiebøgerne om A.P. Møller - Mærsk skal skrives, vil et af punkterne om nuværende koncerndirektør Nils Smedegaard Andersen uden tvivl sige, at han strømlinede Danmarks største virksomhed.

Dagens frasalg af Danske Bank er ikke bare et produkt af Nils Smedegaard Andersens trimme-kniv - for handlen var langt hen ad vejen muliggjort af A.P. Møller Holding.

»Vi skal ikke ud at sælge aktierne på det generelle marked og trykke prisen på aktierne. Vi er sikre på, at vi får en god løsning på det nu. Det er holdings interesse i at overtage posten, og at garantere at vi kommer af med størstedelen af dem, der gør transaktionen mulig på en simpel måde,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Og baggrunden for at frasælge Danske Bank var den samme, som da man frasolgte Dansk Supermarked. A.P. Møller - Mærsk skal være fokuseret på shipping- og olieindustrien:

»Vi synes, det var ønskelligt, at vi kunne fokusere vores forretning mere. Bankdrift er ikke en del af vores kerneforretning. I og med, at AP Møller Holding var interesseret i at overtage, så kunne vi foreslå en transaktion, der garanterer, at vi kommer af med langt størstedelen af vores aktiepost,« siger Nils Smedegaard Andersen.