Bankansatte trætte af mediernes kritik

Mediedækningen af finanskrisen har været alt for negativ over for bankerne.

Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det mener de finansansatte i hvert fald ifølge en rundspørge foretaget af Epionion blandt bankerne. Det skriver finansforbundet.dk. 56 procent af de finansansatte mener, at krisen generelt er blevet mediedækket for negativt. 32 procent vurderer mediedækningen som fair, mens kun 5 procent mener, at dækningen har været for positiv over for bankerne. Niels Lunde har som erhvervskommentator ved Politiken selv været ude med riven efter de danske banker og deres måde at agere og kommunikere på under krisen. Han fortryder dog intet af det, han selv har skrevet. - Hvis noget af dækningen har været aggressiv fra mediernes side, hører det med, at forløbet omkring bankpakkerne har været hermetisk lukket. Politikerne havde deres særlige grunde, fordi der var meget på spil, men medierne blev nødt til at gå mere aggressivt til bankerne på grund af deres lukkethed under forhandlingerne. Men kritikken blev ikke uberettiget af den grund, mener Niels Lunde, der er ny chefredaktør på Dagbladet Børsen. Han mener, at bankdirektørerne har været for hurtige til at påberåbe sig offerrollen i forhold til finanskrisen. Niels Lunde peger på, at det elendige image, bankerne har i dag i befolkningen, koster indflydelse hos politikerne. Han fremhæver eksemplet, hvor bankerne kritiserede forløbet omkring ATPs køb af FIH. - Jeg vil tro, de havde en god sag rent juridisk, men politisk havde de ikke en chance, konstaterer Niels Lunde. Finansforbundets formand Kent Petersen mener dog ikke, at de ansatte generelt føler sig som ofre i forhold til finanskrisen. Han forklarer den negative vurdering af medierne med, at mange bankansatte er blevet kritiseret for ting, som ledelserne har ansvaret for. Han peger på, at blandt andet bankrådgiverne i debatten om rådgiver-sælger over en bred kam er blevet kritiseret, selv om det er forholdsvis få eksempler på dårlig rådgivning af kunder, som medierne har fokuseret på.