Bankansatte låner gratis til boligen

Det er gratis for medarbejdere i Nordea at optage et realkreditlån. Skatteekspert undrer sig over, at de ikke bliver beskattet af godet.

Foto: Bax Lindhardt

Bankansatte har så gode lånevilkår, at de burde beskattes af dem, mener Torben Bagge, der er advokat i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen og ekstern lektor i skatteret ved Aarhus Universitet.

Det skriver Jyllands-Posten.

Almindelige bankkunder betaler op mod 10.000 kroner for at optage et realkreditlån, mens det for ansatte i Nordea er gratis, og medarbejdere i Dansk Bank og Jyske Bank får klækkelige rabatter.

»Det er min bedste vurdering, at det er skattepligtigt, hvis en medarbejder i finansverdenen ikke betaler det, det koster at producere produktet,« siger Torben Bagge, advokat i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen og ekstern lektor i skatteret ved Aarhus Universitet.

Skat oplyser i en mail til avisen, at et lån fra arbejdsgiveren er skattepligtigt, hvis banken ikke får dækket sine omkostninger.

Ifølge HR-direktør i Nordea Niels Gregers Hansen har banken samlet set et overskud på forretningen med medarbejderne, men advokat Torben Bagge påpeger, at et medarbejdergode er skattepligtigt, uanset om virksomheden tjener på medarbejderne.

Nordea er villig til at ændre proceduren, hvis Skat beder om det, skriver Jyllands-Posten.