Bankaktier kom flyvende igennem første halvår

De store danske banker nyder godt af økonomisk fremgang i samfundet, og det har løftet aktiekurserne gevaldigt i første halvdel af 2013.

Med en stigning i aktiekursen på 43,41 i løbet af første halvår 2013 ligger Spar Nord i top blandt de danske finansaktier, der har leveret et gevaldigt løft i aktiekurserne. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

De fik voldsomme tæsk i forbindelse med finanskrisen, men nu er de danske bank-aktier i den grad ved at tage revanche.

Således er de største bankers aktier vokset med op til 43 procent i løbet af årets første seks måneder, hvor gennemsnittet af de seks største banker er en stigning på 23,25 procent – et godt stykke over gennemsnittet i C20-indekset.

Det skyldes ifølge aktieeksperter, at der blandt investorerne er ved at komme større tillid til bankerne i takt med, at samfundsøkonomien er i bedring.

»Man kan sige, at generelt har aktiemarkedet givet et okay afkast år til dato. Men det er klart, at økonomisk bedring – som vi jo generelt har i øjeblikket, lidt højere tempo i første kvartal, men dog trods alt fortsat en forventning om, at økonomien er ved at få det en lille smule bedre – er noget, der for alvor gavner bankerne. Og det er, fordi de ikke kommer til at tage så mange tab, og fordi de får mulighed for at tjene nogle flere penge,« siger Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea.

Tilliden vokser

Med til historien hører også, at bankaktierne om nogen stod først for, da finanskrisen for alvor rullede og fik aktiekurserne til at falde. Krakket i Roskilde Bank og især efterfølgende den store amerikanske bank Lehman Brothers spredte frygt blandt investorerne; hvis en gigant som Lehman Brothers kunne gå ned, hvilken bank kunne man så vide sig sikker på?

Derfor er der da også lang vej for bankerne op til de aktiekurser, de lå på inden finanskrisen. Men tiltroen til bankerne er voksende, mener Johnny Madsen, der er investeringschef og partner i Dansk Formue- & Investeringspleje.

»Bankaktier var nogle af dem, der var hårdest ramt i forbindelse med finanskrisen. Men i takt med at vi får den lagt lidt på afstand, kommer der lidt mere tillid til bankaktierne igen. Det er for mig samtidig en klar indikation af, at investorerne har søgt mod mere risikofyldte selskaber,« siger Johnny Madsen og fortsætter:

»Det er jo efterhånden et stykke tid siden, der skete nogen finansielle ulykker. Gældskrisen har vi ikke rigtig haft oppe at vende i et stykke tid nu. Det er gået lidt i glemmebogen – i hvert fald hos investorerne, og så er man villig til at tage mere risiko på bøgerne, og så søger man mod lidt mere risikofyldte aktier, som har fået klø – og det har bankaktier jo.«

Tilliden er dog fortsat skrøbelig. Det viser den seneste tids udvikling i Danske Bank-aktien. Aktien skiller sig ud fra de øvrige bankaktier ved blot at være steget med 2,46 procent i første halvår.

Umiddelbart lå Danske Bank-aktien ellers til en pæn stigning på omkring 17 procent, men det ødelagde et påbud fra Finanstil-synet i midten af juni. Påbuddet betød større kapitalkrav til Danske Bank, og det skabte frygt hos investorerne, der straffede aktien med en kursnedgang på over ti procent på blot to dage.

Henrik Drusebjerg vurderer dog, at bankaktierne generelt går en god tid i møde, netop fordi økonomien er i fremgang:

»Banker er en konjunkturfølsom branche, og det vil sige, at jo bedre tal vi får – og vi forventer bedring i økonomien i andet halvår – desto mere vil det gavne finansaktierne.«