Bank var advaret om storsvindleren Madoff

Banken JPMorgan Chase, som var en vigtig partner for den dømte svindler Madoff, var advaret om svindlen, lang tid før den blev offentlig.

Foto: LUCAS JACKSON
Den amerikanske finanssvindler Bernie Madoff fortsætter med at trække nye grimme spor i finansverdenen, selvom han selv blev idømt 150 års fængsel i 2009 for sin pyramidelignende svindel i sit finansselskab, Bernard L. Madoff Investment Securities.

Nu hævder kuratoren i boet efter Madoff, Irving Picard, at ledelsen i storbanken JPMorgan Chase var blevet advaret om, at Madoff var en svindler, allerede halvandet år før skandalen blev offentlig. Alligevel fortsatte JPMorgan Chase med at gøre forretninger med Madoff, skriver New York Times.



Ifølge kuratoren sendte et af JPMorgan Chases direktionsmedlemmer en advarsel om Madoffs svindel til de øvrige medlemmer af bankens ledelse, men alligevel fortsatte samarbejdet.

Milliard-krav


Kurator Irving Picard står midt i en hård kamp, hvor han skal hive penge hjem til de mange investorer, som mistede alle deres penge, da Madoffs pyramidelignende svindel blev afsløret i 2007 og 2008. Nu kræver kuratoren således en milliard dollar fra JPMorgan Chase i form af profitter, som han mener banken fik på samarbejdet med Madoff.

Oveni de nye anklager om bankens medvirken til svindlen sender kurator Irving Picard så en ekstra regning på 5,4 mia. dollar i form af et krav, som skal dække bankens 'hjælp' til Madoffs svindel.