Bank-skraldespand afgiver oprydder til DSB

Gennem halvandet år har han solgt masser af nødstedte ejendomme i Finansiel Stabilitet og slutter med at gøre klar til kæmpehandel. Snart skal han styre en af landets største porteføljer hos DSB.

Jes Transbøl, som er underdirektør i Finansiel Stabilitet (statens "bankskraldespand"), og ansvarlig for at afhænde overtagne ejendomme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. maj rykker Jes Transbøl fra afviklingsjobbet som underdirektør og ejendomsansvarlig i Finansiel Stabilitet til chefposten for DSB Ejendomme, en af landets største ejere af mursten og jord.

"Det er et spændende job, fordi porteføljen er landsdækkende, og fordi det er en blanding af egen anvendelse og kommerciel drift. Jeg glæder mig til at være med til at sikre en optimering af de driftskritiske ejendomme og forbedre udlejningspotentialet af den kommercielle portefølje," siger Jes Transbøl til Berlingske Business..

Som chef for DSB Ejendomme med hovedkontor i Høje-Taastrup får han ansvaret for 55 ansatte og en portefølje med cirka 3.000 bygninger og 800.000 etagementer, mange i landets knap 300 togstationer, samt jordarealer på 7,7 millioner kvadratmeter.

I Finansiel Stabilitet har han haft ansvaret for at udvikle og afhænde flest mulige af de mange ejendomme, som var havnet i det statsejede bankskraldespandsselskab efter et dusin bank-kollapser.

I november kunne Berlingske Business løfte sløret for den hidtil største transaktion, et salg på cirka 850 millioner kroner af ejendomme fra Roskilde Bank og Amagerbanken til den svenske Niam-fond. Nu er en ny stor handel lige om hjørnet.



"I slutningen af april har vi klargjort en portefølje med 290 boliger i Glostrup, Birkerød og Næstved til samlet 400 millioner kroner. Det er en af de ting, jeg skal nå at gøre færdig. Tidligere i år har vi solgt 20 lidt mindre ejendomme for samlet 50-55 millioner," siger Jes Transbøl.

En del af ejendommene stammer fra finansmanden Steen Gude, som i marts fik stadfæstet en dom på seks års fængsel for blandt andet bedrageri.



Transbøl kom fra det kommunale Københavns Ejendomme til Finansiel Stabilitet i slutningen af 2012 - en midlertidig post, for hele virksomheden skal efter planen være afviklet ved udgangen af 2014. Når den store portefølje med boliger er afhændet, vil der være ejendomme for 1,2-1,3 milliarder kroner tilbage, vurderer han.



44-årige Jes Transbøl er uddannet i Jyske Bank og har været 13 år i ejendomsbranchen, blandt andet hos TK Development, KPC Byg og Ejendomsinvest.

I Finansiel Stabilitet afløste Transbøl Solveig Rannje, som blev ejendomsdirektør i SEB Pension.