Bank of America hiver milliarder hjem på faldende retsudgifter

Bank of America, der er USA's næststørste långiver, har leveret en indtjening i tredje kvartal på 4,51 mia. dollar.

Foto: FRED PROUSER.
Læs mere
Fold sammen

Det sker samtidig med, at bankens post-finanskriseudgifter er faldende, skriver Bloomberg News.

Administrerende direktør Brian Moynihan har tidligere meldt ud, at han vil trimme bankens udgifter grundet lave renter og høj volatilitet i markedet. Han er blevet hjulpet på vej i besparelsesprocessen af aftagende juridiske udgifter, som banken har haft grundet Moynihans forgængers erhvervelser af Countrywide Financial og Merrill Lynch. Købene har efter finanskrisen kostet Bank of America over 70 mia. dollar.

Bankens indtjening per aktie blev 0,37 dollar i tredje kvartal. Her havde analytikerne ventet 0,33 dollar. Det skal desuden holdes op imod, at Bank of America havde et tab på 232 mio. dollar eller 0,04 cent per aktie sidste år, oplyser banken i en meddelelse.

Og selv om indtægterne er faldet med 2,4 pct. til 20,9 mia. dollar i kvartalet, har også den overgået analytikernes forventning, som lød på 20,2 mia. dollar.

I det amerikanske formarked stiger bankens aktie med 1,5 pct. til 15,75 dollar.