Bang & Olufsen indgår nyt samarbejde med Bentley Motors

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Bang & Olufsen har indgået et nyt samarbejde med den britiske luksusbilproducent Bentley Motors om levering af et lydsystem til den nye Bentley Continental GT.

Det oplyser B&O i en pressemeddelelse, efter at Harman og Bentley Motors også har annonceret samarbejdet.

Lydsystemet har en udgangseffekt på 1500 watt og 16 aktive højttalere, og det kommer på markedet samtidig med den nye Continental GT.

Bang & Olufsen frasolgte i 2015 forretningsbenet Automotive, der blandt andet lavede lydsystemer til biler, til den amerikanske koncern Harman International.

Salget blev dengang annonceret i slutningen af marts, og i maj 2015 gik det endeligt igennem. Dengang meddelte det Struer-baserede selskab, at det regner med at modtage 1130 mio. kr. i provenu fra transaktionen.

Derudover oplyste selskabet, at der vil være årlige licensbetalinger på minimum 12,7 mio. kr. i en 20-årig periode, som startede fra regnskabsåret 2017/18.

/ritzau/FINANS